Klimapolitik

Klima – Hvorfor kan vi ikke bare samarbejde?

Efterhånden er stort set alle lande i verden enige om, at vi bør passe godt på vores Jord, i hvert fald i teorien. Det kan have fatale konsekvenser, hvis den nuværende udvikling fortsætter, hvilket meget forskning bekræfter. For eksempel den store FN-rapport fra maj 2019, som peger på, at flere og flere dyrearter vil uddø, hvis ikke vi mennesker bliver bedre til at mindske vores CO2-udslip og begynder at forurene mindre. 

Når alle kan se problemet, hvorfor bliver der så ikke gjort mere for at løse det? Det er et spørgsmål, vi kan blive ved med at stille, men det korte svar er, at klimapolitik er utroligt komplekst. Man kan vel kalde det en magtpolitisk kampplads, for mange aktører, især de store lande, nægter at give afkald på deres privilegier. De frygter at blive sat i en svagere position end deres nuværende, og at de bliver svækket i forhold til andre lande. For at forstå klimapolitikkens nuancer må vi betragte den polarisering, der er med til at gøre samarbejde svært. Nemlig forskellen på udviklingslandene og de vestlige lande.  

Asien og Latinamerika

Mange lande i Asien og Latinamerika er i stor vækst. Igennem de sidste årtier kan Kina for eksempel nævnes som et land, der har oplevet en enorm økonomisk opvågning. Middelklassen er vokset lynhurtigt, og folk vil bo bedre og forbruge mere. I Kinas tilfælde gør det høje befolkningstal, at dette i sig selv er med til at øge CO2-udslippet markant sammenlignet med tidligere. Herudover kommer den store produktionssektor med mange fabrikker, der fremstiller alt fra mobiltelefoner til plasticlegetøj. Vi ved alle sammen, at fabrikker forurener, men tager man ikke de rette miljøhensyn, bliver det langt værre, end det kunne have været.

Mange af udviklingslandene fralægger sig ansvaret for klimaforandringer, fordi Europa og USA siden 2. Verdenskrig og frem har oplevet enorm økonomisk vækst samt industriel fremgang. I denne periode har man kunnet forbruge energi, som man havde lyst til, fordi ingen bekymrede sig om miljøet – endnu. Nu står vi alle med den problematik, at flere asiatiske og latinamerikanske lande mener, at det er urimeligt, hvis de skal hæmmes i deres udvikling, når nu den vestlige verden har haft frit spil. Dette er et forståeligt synspunkt, og det bidrager til uoverensstemmelsen, at USA endnu nægter at tage reelt ansvar på mange områder.

Kinas og USA’s forhold er i mange henseender anstrengt, og de to lande bevæger sig i højere grad mod oprustning end enighed omkring klimaproblemer. Det vil sige, at man hellere vil fokusere på at bekrige hinanden på økonomi og vækst for at fremstå som verdens stærkeste land i stedet for at forbedre de miljømæssige vilkår. 

USA og Europa

I EU findes en del lovgivning, som skal være med til at sikre miljøet. Problemet i mange europæiske henseender er dog, at der ikke findes særligt voldsomme sanktionsmuligheder, når aftaler ikke overholdes. Derfor er der flere lande, der betragter EU-lovgivning som retningslinjer frem for reel tvang. 

Fordi EU består af en masse forskellige lande, kan det også være svært at komme frem til aftaler, som gør en konkret global forskel. Alle medlemslande ønsker i første omgang at varetage deres egne interesser, og sådan ender vi endnu engang i en situation, hvor ingen rigtig har lyst til at give sig. Der er dog stort generelt fokus på klimaet i den Europæiske Union, og selvom vi primært taler om blød politik, kan det at sætte mål og italesætte problemerne godt være med til at skubbe udviklingen i den rigtige retning.

I USA findes en del politikere, som ikke interesserer sig specielt for CO2-udledning. Tidligere har det været en ganske udbredt opfattelse, at der simpelthen ikke findes menneskeskabte klimaforandringer. Selvom dette synspunkt tilsyneladende er på tilbagetog, er der stadig langt igen, for den amerikanske villighed til at ændre klimakurs er meget begrænset. Dette skyldes i høj grad ønsket om at forblive verdens supermagt og det amerikanske ideal om konstant økonomisk vækst. 

Det er ikke, fordi USA nægter at indgå klimaaftaler, men hvis vi for eksempel vender blikket mod Kyotoaftalen, er det tydeligt, at villigheden til at indfri løfterne halter en del. Generelt er det en tendens, som karakteriserer klimapolitikken som helhed.

Er der slet ikke noget at gøre?

Man kan hurtigt bliv temmelig tungsindig, når man dykker ned i klimapolitikkens problemstillinger – og med god grund. Det virker som en uoverkommelig udfordring, fordi alle verdens lande har så mange modstridende interesser, som gør det svært at samle sig om konkrete aftaler, der også føres ud i livet. 

Meget forskning peger dog på, at det ikke er for sent. Vi kan godt nå at bremse klimaforandringerne og sikre vores fælles fremtid. Det kræver bare, at vi finder en måde at samarbejde på, og at folk bliver enige om, at vi er nødt til at give afkald på vækst og materialisme for at redde for eksempel biodiversiteten. Det er svært at sige, hvad der skal til, før denne opvågning kan finde sted. Men som ganske almindelig danskere er det bedste, vi kan gøre, at stå i spidsen for udviklingen og vende blikket indad. Mange bække små gør en stor, ikke-forurenet å.