Experimentarium.dk
Klik for at komme til forsidenGå til Experimentariums website

Klimaforandringer og vores afgrøder

Klimaforandringerne medfører allerede nu uforudsigeligt vejr, tørke og oversvømmelser, både fra havet og fra øget nedbør. Det har stor betydning for vores fødevareproduktion i landbruget. Her kan du se hvad der sker, når du udsætter en ”mini-mark” for forskellige klimaforandringer.

Materialer:

  • Saltopløsning på 4%
  • 1 stor balje, for eksempel en opvaskebalje
  • 4 bakker med karse
  • 1 lille engangs-snapseglas
  • 4 små stykker papir og tape til markering

Fremgangsmåde:

  • Marker karsebakkerne med ”1”, ”2”, ”3” og ” 4” på de 4 sedler.
  • Mål højden på karsen med en lineal, og noter højden i skemaet.
  • Fyld snapseglasset med almindeligt vand. Hæld det på bakke ”2”.
  • Fyld snapseglasset med 4% saltvandsopløsning. Hæld det på bakke ”3”.
  • Tag bakke ”4”, og sæt den ned i baljen. Fyld vand i baljen, til karsen er dækket. Sæt en sten på karsebakken, så den holdes nede i baljen.
  • Sæt nu bakkerne i vindueskarmen og følg, hvad der sker de næste dage.
  • Noter højden hver dag, og vand de to bakker ”2” og ”3” på samme måde som den første dag.

Hvad sker der? Skriv måleresultaterne ind i skemaet hver dag, og plot til sidst punkterne ind i et koordinat-system. Hvorfor visner nogle af karsebakkerne? Hvilke ændringer kan vi forvente for landbruget i Danmark? Afrika? Hvordan kan vi tilpasse os ændringerne?

Du kan udvide forsøget ved at gentage det under CO2-berigede forhold.

  • Sæt bakkerne i et tomt akvarium eller lignende.
  • Berig ”atmosfæren” med CO2: Bland 5 g. bagepulver med 20 ml. eddike.
  • Husk af fylde op med CO2 hver dag.

Er der forskel mellem karsebakkerne dyrket i almindelig luft og i CO2-beriget luft? Var det som forventet? Hvorfor/hvorfor ikke?

Skema:

Højde dag 1

Højde dag 2

Højde dag 3

Højde dag 4

Højde dag 5

Bakke 1: Tørke

Bakke 2: Alm. vand

Bakke 3: Saltvand

Bakke 4: Oversvømmet

Kilder:

Klimanørd, Experimentarium og DR

Forfatter:

cand.scient Christina Bramow, Experimentarium