Experimentarium.dk
Klik for at komme til forsidenGå til Experimentariums website

Skyer

Vanddamp spiller en stor rolle i den drivhuseffekt, som holder jorden på en udholdelig temperatur. 75% af drivhuseffekten skyldes vanddamp – og hvis man øger mængden af vanddamp i atmosfæren, vil temperaturen stige. Samtidig kan varmere luft indeholde mere vanddamp end kold luft. Derfor sættes der gang i en positiv feedback mekanisme, når man øger temperaturen og indholdet af vanddamp i atmosfæren.

Vanddamp spiller også en stor rolle i forbindelse med det, som forskerne kalder tipping point. Ved dette punkt bliver den globale opvarmning så selvforstærkende, at det bliver umuligt at få den under kontrol igen. Vanddampens rolle i forhold til tipping point skyldes den positive feedbackmekanisme, der opstår mellem temperatur og mængden af vanddamp: Mere vanddamp giver højere temperatur, og højere temperatur muliggør mere vanddamp i luften.

Vanddamp optræder både i luften omkring os, og i fortættet form som skyer. Skyer holder derfor på varmen. Samtidig har skyer en kølende effekt, fordi de reflekterer solens stråler. Vanddampen i luften omkring os har derimod kun en varmende effekt. I de høje luftlag falder trykket og temperaturen, og derfor fortætter vanddampen og danner skyer.

Du kan læse mere om vanddamp som en drivhusgas i Ressourcerummet her.

Her kan du lave skyer på to forskellige måder:

Lav en lille sky i en flaske

Lav en stor sky med flydende nitrogen

Skyer både køler og varmer vores klima. En del af Solens stråler reflekteres inden de når ind til Jorden. Til gengæld holder skyerne på varmen, og fordampningen fra havene øges pga. den øgede temperatur. Herved dannes flere skyer, der kanholde på varmen. Det kaldes en positiv feedbackmekanisme. Figur: Christina Bramow

Kilder:

Klimanørd, Experimentarium og DR

Forfatter:

cand.scient Christina Bramow