Klimaet er en central del af vores økonomi. Klimaet og dets indflydelse på vores levevis og økonomi varierer naturligvis med landenes geografiske placering.
Samtidig er produktionen af vores fødevarer kloden rundt dybt afhængig af, hvordan klimaet opfører sig. I Afrika bliver det fortsat sværere at skabe økonomisk fremgang, fordi klimaforandringer giver mere tørke, der rammer landbruget, og giver større udgifter til at skaffe det livsnødvendige vand.
Også Australien og dele af Asien oplever mere tørke end tidligere med dertil hørende økonomiske problemer. I Mellemeuropa, Kina og USA er oversvømmelser oftere og oftere skyld i kæmpe ødelæggelser, som koster samfundet enorme beløb og tabt økonomisk levegrundlag. Kort sagt: Vores økonomi afhænger i høj grad af, at klimaet opfører sig ordentligt!
Indenfor klimaøkonomi debatteres spørgsmålet: Hvad kan bedst betale sig: At bruge penge på at stoppe klimaforandringerne nu, eller at lade dem forekomme og så betale regningen senere?
Mange økonomer har længe peget på, at det er alt for dyrt at takle klimaproblemerne nu, og at vi derfor skal vente til udviklingslandende er blevet rigere og til, at bedre teknologi er tilgængelig. Især udviklingen af ny teknologi anses for at være essentiel i forhold til klimaet. Der peges f.eks. på, at fusionsenergi vil kunne erstatte brugen af fossile brændstoffer næsten fuldstændig i fremtiden – men området kræver stadig en enorm mængde forskning. Desuden kan der også produceres ren energi til brugen af eltransport i stedet for transport baseret på fossile brændstoffer.
Andre økonomer derimod peger på, at konsekvenserne af klimaforandringerne vil blive mange gange dyrere at håndtere i fremtiden, hvis vi ikke ændrer adfærd. Begge argumenter været brugt i debatten om klimaforandringer. Lande som USA, Canada og Australien har i høj grad været fortaler for de førstnævnte argumenter, når verdens lande har mødtes til topmøder. Derimod har især EU argumenteret for, at der skal ydes en indsats nu, da de økonomiske konsekvenser ellers bliver for store senere.
I tabellen herover ses CO2-udslip og klima-indsats fra 2004-2007. Tallene kræver en forklaring:
I 2007 blev en af de mest gennemgående økonomiske analyser af klimaforandringerne fremlagt i England af Sir Nicholas Stern. Analysen konkluderede, at det kun ville koste 1 % af Brutto National Produktet (BNP) i gennemsnit indtil 2050 at stoppe klimaforandringerne. Derimod vil det i sidste ende koste verden 20 % af det samlede forbrug, hvis ikke vi gør noget nu.
Analysen er blevet kritiseret fra mange sider, og især kritikken af diskonteringsfaktoren er betydelig. Til dato er det dog den mest populære økonomiske analyse af klimaproblematikken, og som følge af analysen er en del lande dog også blevet mere indstillede på at handle nu. Dette skyldes blandt andet, at selv udviklingen af ny teknologi ikke længere kan nå at komme i brug hurtigt nok til at redde klimaet for dramatiske forandringer.
Men når nu enigheden om nødvendigheden af at takle problemerne med CO2-udledningen er større end nogensinde før, hvorfor gør vi så ikke mere på verdensplan? Når vi snakker CO2-reduktion, er der tre helt overordnede økonomiske problemer
Alle tre punkter er altså medvirkende årsager til, at indsatsen mod klimaforandringer endnu ikke er større.
Kilder
King, Sir David and Gabrielle Walker – The Hot Topic. Bloomsbury Publishing Plc. 2008.
Stern, Sir Nicholas – The Stern Review on the Economics of Climate Change. 2007.
Forfatter
stud.merc.pol. Kasper Ernest
Redaktion
cand.scient Christina Bramow, Experimentarium
»DMI/klima - IPCC
»Klima i Gymnasiet
- om Samfundsvidenskab
- under fag - Erhvervsøkonomi
