
Det er ikke kun klimaet der forandrer sig i disse år – det gør den måde, virksomhederne driver deres forretning på også. I de seneste år er begrebet CSR, Corporate Social Responsibility (forenet social ansvarlighed), blevet en vigtig del af de fleste virksomheders politik. Det har ændret virksomhedernes fokus på ren profit til en mere socialt orienteret tankegang, der gavner virksomheden i det lange løb.
Virksomhederne har selv valgt at indføre politikker, der anses for moralsk og etisk korrekte, men som måske på kort sigt giver mindre profit. Det har haft stor indflydelse på virksomhedernes engagement i forhold til klimaforandringerne. I dag kalder mange virksomheder sig således for klimabevidste virksomheder – om det så er af hensyn til klimaet kan være tvivlsomt – mest af alt er det nok for at få ”klimabevidste kunder i butikken”.
Imidlertid har CSR i dag ført til en reel forbedring af klimaet i form af reducerede CO2-udledninger. Alle de frivillige kvotehandelsmarkeder, der findes rundt om i verden bygger alene på virksomhedernes CSR politik. Mere end hver tredje virksomhed i Danmark arbejder ifølge en undersøgelse udført af interesseorganisationen Lederne i foråret 2009, aktivt og systematisk med social ansvarlighed. Virksomhederne arbejder med CSR inden for flere forskellige områder, men flere og flere virksomheder profilerer sig altså på at være klima- og miljøbevidste.
CSR – Corporate Social Responsibility
CSR er et begreb opstået fra et stigende pres, fra både politisk side såvel som fra forbrugere, på virksomheder til at handle moralsk og etisk korrekt. Det vil sige, at virksomhederne skal fokusere på såvel profit som deres ansvar overfor for det omgivende samfund. Kravene til virksomhederne er opstået efter årtier, hvor virksomhederne i høj grad kun fokuserede på profit til stor skade for både miljøet og mennesker. Sager om forurening af spildevand, giftigt jord og forfærdelige arbejdsvilkår i udviklingslandende er blandt de ting som har gjort forbrugerne opmærksomme på at visse virksomheder ikke altid har handlet til samfundets bedste.
Konsekvenserne har været kæmpe erstatningskrav, pligt om rengøring af forurenede omgivelser og boykot af virksomhedernes varer. Især medierne har spillet en stor rolle i det pres virksomhederne blev udsat for. Det blev hurtigt klart for de fleste virksomheder, at det absolut bedste for deres fremtidige succes ville være at handle moralsk og etisk korrekt, således at forbrugerne forbandt deres produkter med positive ting. Af denne grund har langt de fleste virksomheder i dag en CSR politik der sikrer at virksomheden agerer på en moralsk og etisk korrekt måde, i sidste ende om ikke andet fordi det gavner profitten i det lange løb. CSR er altså god økonomisk fornuft på lang sigt.
Kilde
Forfatter
stud.merc.pol. Kasper Ernest
Redaktion
cand.scient Christina Bramow, Experimentarium