Den, der har olien har magten

De store olieproducerende lande er for en stor dels vedkommende placeret i dele af verden, hvor både kultur, sprog, levemåde, religion og politisk styreform er anderledes end i de industrialiserede lande. Især Mellemøstens vigtige position som verdens største samlede oliereserve har til tider gjort international politik til en overskuelig og besværlig proces. De mellemøstlige lande har i mange år haft en relativ stor magt på verdensscenen, da de industrialiserede lande er afhængige af den olie Mellemøsten råder over. Derfor har fundamentale politiske og ideologiske forskelle haft stor indflydelse på hvordan de industrialiserede lande har måtte agere i forhold til resten af verden.



Nogle er gået så vidt som til at påstå, at Irak-krigen kun var et forsøg fra USA på at få kontrol over produktionen af olien i landet. Påstanden er absolut ikke bevist, men at USA og andre industrialiserede lande, heriblandt flere EU-lande, er alvorligt afhængig af olie fra mellemøsten er ikke til at komme udenom. Og da olien er vores største energikilde er den af enorm vigtighed for vores samfund. Alene i løbet af de sidste tre årtier (ca.1975-2005) har USA købt for over 1000 milliarder dollars (nogen skønner op til 7000 milliarder dollars) af de olieproducerende lande.

Det er dog ikke kun i forhold til Mellemøsten, at der opstår uenigheder med de lande som råder over olien. Således har EU haft store politiske problemer fordi vi er afhængige af olie og gas fra Rusland. EU har i de senere år været kraftigt bekymret over den politiske udvikling i Rusland, men har ikke kunne gøre meget, da Rusland har truet med at stoppe olie og gas leverancerne, hvis EU blandende sig i russisk indenrigspolitik. USA har haft lignende problemer i forholdet til Venezuela.



Alternativ energi er altså ikke bare interessant for klimaet, men også for den måde hvorpå international politik finder sted. Men som afsnittet prisen af energikilder beskriver, så er alternativ energi generelt også dyr. Derfor står politikerne stadig overfor en vanskelig problemstilling: Både klimaet og de internationale forhold til andre lande skal vægtes i forhold til økonomien – og indtil videre er det økonomien der har vundet store dele af kampen. 



EU har på grund af blandt andet ønsket om olieuafhængighed også vedtaget, at vedvarende energi inden 2020 skal udgøre 20 % af det samlede energiforbrug. I forbindelse med denne aftale har Danmark valgt at bidrage med en samlet reduktion på 30 % inden 2020.