Kyoto-protokollen blev vedtaget i den japanske by Kyoto i december 1997. Protokollen er en del af UNFCCC konventionen og er den første internationale aftale nogensinde, der sætter målbare mål for de deltagende landes reduktion af drivhusgasudledning. Helt præcist har 37 industrialiserede lande samt et stort antal udviklingslande endeligt ratificeret Kyoto-protokollen. Først i 2001, altså fire år efter vedtagelsen af protokollen i Kyoto, blev parterne, der mødtes i den Marokkanske by Marrakesh, enige om de tekniske detaljer i protokollen. Dertil skulle det tage næsten yderligere fire år før antallet af lande, der tilsammen stod for 55% af de industrialiserede landes CO2-udledning, havde ratificeret protokollen. Således blev Kyoto-protokollen først endeligt bindende i 2005, altså næsten otte år efter enigheden i Kyoto.

Kyoto-protokollens mål

Kyoto-protokollens mål er at reducere de industrialiserede landes udledning af drivhusgasser med mindst 5,2 % i forhold til niveauet i 1990 – og det mål skal nås inden 2013. EU forpligtigede sig i aftalen til at reducere med 8 %, USA med 7 %, Canada og Japan med 6 %. Til trods for Kyoto-protokollens indledende aftale ratificerede USA aldrig Kyoto-protokollen, og det gør det svært at nå protokollens samlede mål. De industrialiserede lande, der har ratificeret protokollen har til trods for dette valgt at arbejde mod protokollens mål.
Kyoto-protokollen måler CO2-reduktioner med udgangspunkt i udslips-niveauet i 1990. Denne grænse er sat af forskellige politiske årsager, men først og fremmest fordi første IPCC rapport udkom i 1990, og det var denne rapport, der dannede baggrund for forhandlingerne de første mange år. Da anden rapport kom ud i 1995, var forhandlingerne allerede så langt, at man fortsatte med at koncentrere sig om 1990-niveauet.

Midlerne til at nå målet

Kyoto-protokollen tillader flere forskellige måder at reducere udslippet af drivhusgasser på. En måde er simpelthen at udlede mindre CO2 ved at brænde færre fossile brændstoffer af, eller ved at bruge renere fossile brændstoffer, såsom gas. I lande som Danmark har man i mange år forsøgt at reducere udslippet på denne måde, og derfor er det svært og dyrt nå længere på denne måde. For ikke at gøre omkostningerne for de enkelte lande alt for høje, besluttede man i forhandlingerne at indføre de tre såkaldte fleksible mekanismer;



• Handel med emissionskvoter (IET – International Emissions Trading) er en mekanisme, der tillader industrialiserede lande og deres virksomheder at købe kvoter fra andre industrialiserede lande eller deres virksomheder, hvis disse har kvoter i overskud.


• Joint Implementation (JI) og Clean Development Mechanism  (CDM) er mekanismer, der tillader virksomheder i industrialiserede lande, eller landene selv, at arbejde på reduktionsprojekter i andre industrialiserede lande for at opnå de kvoter, der kommer fra disse reduktionsprojekter.

Intentionen med mekanismerne er, at man på mest økonomiske måde reducerer udslippene (læs mere om det under klimaøkonomi), således at samfundsøkonomien bliver mindst muligt berørt.