Klimaet står højt på verdens dagsorden, men løsningerne på problemerne er ikke billige, og derfor er emnet blevet ’hot’ i den politiske debat. Politikerne, der sammen med forskere og industrien skal komme med løsningerne, er nemlig i en svær situation: De skal beslutte, hvor meget klimaet er værd! Men hvordan beslutter man, hvad klimaet er værd? Hvem skal betale regningen? Og kan det overhovedet betale sig at bruge penge på at stoppe klimaforandringerne?
I princippet kunne vi stoppe udledningen af drivhusgasser med det samme, hvis vi ønskede at gøre det. Men denne situation er helt utænkelig, da det ville indebære et totalt stop for den måde, vi lever på. Langt størstedelen af den CO2, der bliver udledt, bruges til at dække forskellige former for energibehov; f.eks. i form af produktionen af de varer, vi bruger, eller i form af alt det varme, el og strøm. Hvad er vi villige til at opgive for at skabe et bedre klima? Vi kan ikke ændre klimaet på kloden alene, så vi er nødt til at arbejde sammen, og derfor bliver det politikernes opgave at finde ud af, hvordan vi mest effektivt nedsætter vores samlede CO2-udledninger. Politikerne skal altså veje de udgifter, der er ved at nedsætte CO2-forbruget, op imod de ’indtægter’ eller fordele, som et stabilt klima vil give. Derfor er det altså bogstavelig talt deres opgave at finde ud af, hvad klimaet er værd – altså hvad vi som samfund er villige til at ofre, for at vi kan leve i et stabilt og godt klima fremover.
Det helt store spørgsmål er, hvordan man beslutter hvad klimaet er værd? Det kan måske virke ligetil – men klimaet får ikke altid højeste prioritet. Forestil dig, at du er leder af et asiatisk land med enorm fattigdom, hvor sult, sygdom og uro plager dit folk – så er disse andre ting højere på dagsordenen, også selvom man godt véd, at klimaet lider.
Som beskrevet ovenover er der forskellige præferencer i forhold til klimaet. På et personligt plan er det måske meget vigtigt for dig, mens det for enkelte af dine klassekammerater er mindre vigtigt, og igen måske helt uden betydning for en afrikansk dreng, der ikke ved, hvad han skal spise i morgen for at overleve. Således gælder det også lande. For lande som Danmark og Holland er miljøet meget vigtigt, mens det for lande som Kina og Indien er mindre vigtigt, og igen for lande som Sudan måske er totalt ligegyldigt. Her er fred og mad det eneste, der har betydning. Det er altså svært at finde ud af, hvad klimaet er værd mellem alle disse mange forskellige lande. Fordi det er svært at sætte en præcis værdi på en ting som klimaet, må man i stedet lave aftaler, både regionalt, nationalt og internationalt. Nogle lande vil mere end andre, når det gælder klimaet; nogle lande har råd til mere, og nogle lande har et større ansvar end andre.
Kyoto-protokollen
Kyoto-aftalen er en international aftale, hvis formål er at beskytte jordens klima. De lande, der tiltræder traktaten forpligter sig til at begrænse og senere reducere udledningen af CO2 og fem andre drivhusgasser. Protokollen er en videreførelse af FN-konventionen ’United Nations Framework Conventionon Climate Change (UNFCCC)".
Kyoto-aftalen blev indgået den 11. december 1997 i Kyoto, Japan. Aftalen indebærer, at de globale udslip af drivhusgasser skal reduceres med 5,2 % i forhold til 1990-niveau frem til perioden 2008–2012. Protokollen indebærer bl.a., at EU skal reducere sine udslip med 8 %, USA med 7 %, og Canada og Japan med 6 %. Kyoto-aftalen trådte i kraft, da Rusland ratificerede aftalen. I november/december 2005 afholdtes den første konference mellem Kyoto-aftalens parter (MOP1) i Montreal i Canada. Samtidig fortsatte forhandlinger med de lande, der har valgt at gå udenfor Kyoto-aftalen. USA er det land, der udleder flest drivhusgasser, men trods den positive indstilling hos Obama-administrationen, er USA endnu ikke en del af Kyoto-samarbejdet.
Læs mere på COP15.dk og her på climate minds.
Når man har gjort op, hvad klimaet er værd (i form af aftaler der skal overholdes), er det næste spørgsmål, hvem der skal betale for, at aftalerne føres ud i livet. Her er Kyotoprotokollen et godt eksempel. Efter mange års diskussion blev man i 1997 enige om en global aftale i forhold til CO2-udledning, hvor store industrialiserede lande skal nedbringe deres CO2-udledning inden 2012. Derved blev man også enige om, at det var dem, der skulle betale regningen. Begrundelsen for dette var, at det hovedsageligt var de industrialiserede lande, der havde forurenet kloden.
Imidlertid var USA var så uenige i aftalen, at de aldrig ratificerede den, og dermed ville USA ikke betale prisen alligevel. Den amerikanske regering vurderede, at Kyotoprotokollen ikke var pengene værd. Til trods for, at Præsident Obama har sat klima på dagsordenen, har USA endnu ikke forpligtiget sig i forhold til Kyotoprotpkollen. Obama udtalte i april 2009, at det ikke kan betale sig for USA at underskrive Kyotoprotokollen nu, fordi forpligtigesesperioden snart udløber. Havde aftalen i sin tid kostet mindre for det amerikanske samfund, havde vurderingen måske været en anden. Spørgsmålet om, hvem der skal betale regningen for et bedre klima, står altså stadig hen i det uvisse. Dog er der med Obamas udtalelser grund til større optimisme med hensyn til USA's deltagelse i en fremtidig forpligtende aftale.
At Ratificere: En politisk enighed er ikke juridisk bindende. For at en traktat er bindende, kræves det, at involverede lande ratificerer den. Det vil sige, at regeringerne, som har forhandlet aftalen, endnu en gang skal acceptere aftalen, efter at denne er godkendt i landenes parlamenter i overensstemmelse med det enkelte lands forfatning.
UNFCCC: United Nations Framework Convention on Climate Change er en FN-konvention, der blev vedtaget under miljøkonferencen i Rio de Janeiro i 1992. Den har til formål at mindske udledningen af drivhusgasser, men har ikke nogen bindende krav.
UNFCCC var den første konvention, der satte fokus på klimaet, og er ramme-konventionen for Kyoto-protokollen fra 1997. Konventionen kaldes også FN’s klimakonvention.
Læs mere her på climate minds og på UNFCCC.int
Forfatter og kilde: Stud.merc.pol. Kasper Ernest
Redaktion: cand.scient Christina Bramow
Kilde: The White House
Interne links
»Bør vi handle på klimaforandringerne
»En retfærdig fordeling af byrden
»DMI/klima - IPCC
»Klima i Gymnasiet
- om Samfundsvidenskab
- under fag - samfundsfag
