Handel med kvoter mellem virksomheder og lande er den mest almindelige form for CO2 reduktions handel. Her kan virksomheder eller lande med overskud på deres klimaregnskab sælge til virksomheder eller lande der har underskud på deres klimaregnskab. Dette vil i praksis sige, at hvis en dansk virksomhed er blevet pålagt at reducere deres drivhusgas-udslip med 10 %, og de rent faktisk, ved at indføre en ny mere klimavenlig produktionsform, sparer 15 % i udslip, så kan sælge de 5 % de har i overskud.
Udbud og efterspørgsel bestemmer prisen på CO2 kvoterne, fordi de er underlagtde frie markedskræfter. Derfor svinger prisen på kvoterne, og i skrivende stund ligger den på omkring 12 € (90 kr.) for en kvote. Du kan følge udviklingen i kvoteprisen på Nord Pools hjemmeside. Som privat forbruger kan man også købe CO2-kvoter – flere selskaber tilbyder denne service. Det er ideen, at private forbrugeres køb af kvoter øger efterspørgslen på kvoter, og dermed prisen. Samtidig fjernes kvoten fra markedet, og kan ikke bruges til CO2-udledning af virksomheder mv. Den reelle effekt af privatkøb af kvoter er dog omdiskuteret, og kritikere mener, at fænomenet kun støtter de selskaber, der sælger kvoterne, og ikke gavner klimaet.
Hvad er en kvote? En kvote er et bevis for retten til at udlede et ton CO2. Kvoten eksisterer kun elektronisk i kvoteregisteret. En kvote kan købes og sælges i alle EU-lande uanset, hvor i EU den er udstedt. Prisen er bestemt af udbud og efterspørgsel.
Hvor mange kvoter er der? Omkring 12.000 europæiske produktionsenheder, der står for tæt ved halvdelen af Europas CO2-udledning, er omfattet af kvoteordningen. Cirka 380 af produktionsenhederne er danske. De står for cirka halvdelen af Danmarks CO2-udledning.
De kvoteomfattede områder: Kraftværker og de industrivirksomheder, som har egne store energianlæg, er underlagt det fælles europæiske CO2-kvotesystem. Disse virksomheder skal købe CO2-kvoter svarende til deres udslip. Antallet af kvoter er fastlagt som et samlet loft i EU, og virksomhederne kan frit handle kvoterne inden for EU’s grænser.
De ikke-kvoteomfattede områder: Udslippet i de ikke-kvoteomfattede sektorer omfatter brændselsforbruget i energilette virksomheder, forbruget af olie og naturgas til opvarmning af boliger og offentlige institutioner, bilernes forbrug af benzin og diesel samt landbrugets udslip af metan og lattergas fra den animalske produktion og gødskningen. Du kan se definitionen på de forskellige kvote-typer her.
Kilde: Dansk Energi og Energistyrelsen
Almindelig kvotehandel er knapt så kontroversiel som JI og CDM, da den rent faktisk er med til at realisere det samlede reduktionsmål. Dog har denne form for handel med kvoter også mødt kritik, fordi klimaet burde være i centrum. Således burde virksomheder, der reducerer meget ved at omlægge produktion eller drift ikke blot kunne sælge overskuddet til virksomheder der ikke reducerer så meget som de skal. Kvotehandlen er måske den samlet set billigste måde at gøre det på, men for klimaet ville det være bedst hvis den virksomhed der havde sparet 15 % ved at omlægge produktionen ikke kunne sælge deres overskydende 5 %. Sådan ville andre virksomheder, der skal skære ned i udslippet være nødt til selv at reducere, i stedet for helt eller delvist at betale sig fra det. Derved ville effekten af reduktionen være størst uden kvotehandlen.
Kritikken af kvote-handlen er begrundet, men de fleste er enige om, at det i praksis er få virksomheder der i så fald ville reducere mere end nødvendigt. Kvotehandelen har også været under hård kritik, fordi de tidligere sovjetlande, især Rusland og Ukraine, er med i samarbejdet. Det skaber problemer, fordi Kyoto-protokollens mål er at sænke udslippene i forhold til 1990-niveau.
Imidlertid oplevede sovjetlandede en enorm økonomisk tilbagegang i forbindelse med Sovjetunionens opløsning, og derfor faldt deres CO2-udslip kraftigt i 90’erne. Derfor skal disse lande i praksis ikke reducere deres udslip nu, da det ikke overstiger 1990 niveauet. Faktisk har lande som Rusland og Ukraine en betydelig mængde ”varm luft” (som det populært kaldes) i overskud, som de så kan sælge til andre lande uden at der er reduceret så meget som ét gram CO2 samlet set. Denne kritik synes umiddelbart meget velbegrundet, da klimaet på ingen måde gavnes. Til dato har hverken Rusland eller Ukraine dog solgt ud af deres ”varme luft”. Men det er værd at notere sig, at Rusland reelt set ikke skal reducere emissioner, samtidig med, at det var deres ratificering af Kyoto-protokollen, der gjorde den bindende.
Kilder:
Energistyrelsens hjemmeside om klima og CO2
Den officielle COP15 hjemmeside: COP15
UNFCCC’s hjemmeside om de tre mekanismer: unfccc.int
Forfatter
stud.merc.pol. Kasper Ernest
Redaktion:
cand.scient Christina Bramow, Experimentarium
