De fleksible mekanismer under Kyoto-protokollen er nok den mest omdiskuterede del af protokollen. Mekanismerne vækker blandende følelser fordi de helt grundlæggende bygger på de frie markedskræfter. Mange mener, at klimaspørgsmålet bør være hævet over økonomi – derfor burde reduktionerne finde sted der hvor udledningerne er størst, eller hvor der er bedst råd til det, og ikke hvor økonomien dikterer det. Ifølge den tankegang bør f.eks. Danmark, som et af verdens rigeste lande, føre an i nedskæringerne.
De fleksible mekanismer er:
Additivprincippet
For at sikre, at kun projekter der ikke ville have været udført uden opnåelse af CO2-kvoter bliver gennemført under JI og CDM, vedtog man additivprincippet som en del af Kyoto-protokollen. Princippet er til for at sikre at projekter kun finder sted, fordi der kan opnås CO2-kvoter. For at forklare hvad det betyder må man se på et projekts økonomi.
CO2-kvoter er nemlig mange penge værd. Det er dyrt for en dansk virksomhed at nedsætte sit CO2-forbrug, og den vil derfor være villig til at betale for CO2-kvoter et andet sted fra. Det er altså idéen med JI og CDM, at virksomheder fra rige lande kan skaffe billige CO2-kvoter ved at gennemføre projekter i mindre rige lande. Virksomhederne i disse lande vil så få mulighed for at udføre forbedringer, som de ellers ikke ville have råd til. På denne måde kan projekter som ellers aldrig ville finde sted pludselig lade sig gøre.
Til tider vil projekterne dog være rentable økonomisk set, uanset om der opnås CO2-kvoter eller ej. Det vil sige, at virksomheden i det mindre rige land kan tjene penge nok til, at de selv kan gennemføre projektet ved simpelthen at købe teknologien fra de rige lande – altså uden, at der er CO2-kvoter indblandet. I dette tilfælde ville reduktionerne altså finde sted naturligt, og derfor vil projektet ikke give CO2-kvoter. Kvoterne skal altså bibringe noget ekstra (addere) til projektet rent økonomisk, således at det kun kan gennemføres fordi de udstedes.
CDM er langt den mest kritiserede mekanisme under Kyoto-protokollen. Kritikerne peger på at, det er meget svært at fastslå hvorvidt additivprincippet bliver opfyldt når projekterne laves. Det skyldes, at det kan være meget svært at fastslå, hvorvidt projektet ville have fundet sted eller ej uden muligheden for opnåelse af CO2-kvoter. Det kannemlig være meget svært præcist at forudse økonomien i et projekt, og samtidig vil virksomhederne have en klar interesse i at inkludere CO2-kvoter i projektet. Man kan derfor frygte, at virksomhederne vil undervurdere værdien af et projekt for at opnå CO2-kvoter, som de så kan sælge videre til yderligere økonomisk gavn for dem selv.
Under UNFCCC sekretariatet er der blevet oprettet en speciel bestyrelse (Executive Board (EB)), der skal gennemgå alle projekter for at sikre at additivprincippet bliver overholdt. Især CDM projekter er svære at vurdere, fordi de finder sted i udviklingslande og derfor er det meget tidskrævende og møjsommeligt at få godkendt et projekt. Kritikerne påpeger, at ”dårlige” projekter (op til 20 %) ofte bliver godkendt trods dette. Kritikerne af CDM påpeger også, at vi i de industrialiserede lande har et moralsk ansvar til at nedsætte vores CO2-udslip i vores eget samfund. Det er ikke godt nok, at vi fortsætter med at forurene, og er skyld i klimaforandringerne, og så betaler os ud af problemerne. Vi burde gå forrest og ændre de vaner der har ført til klimaproblemerne. Kritikken er altså af moralsk karakter, og opstår fordi vi er dobbeltmoralske - vi vil ikke ændre vores vaner, men forventer af verdens udviklingslande at de skal tænke klimavenligt. Imidlertid påpeger mange tilhængere dog, at netop CDM er med til at skabe bæredygtig udvikling i verdens udviklingslande, da CDM medfører overførslen af bedre og ikke mindst grønnere teknologi. At vi ikke ændrer vores vaner ved at lave CDM projekter er for så vidt rigtigt, men vi sikrer stadig en reelt positiv effekt for klimaet.
Den mindre vaneændring skyldes, at CO2-reduktioner i Danmark er dyre for virksomhederne. Det medfører, at varerne vi forbruger bliver dyrere, og at vi derved ændrer indkøbsvaner og dermed levevaner. Når virksomhederne får lov at lave JI/CDM projekter, bliver det billigere for dem at reducere CO2-udslippet. Derfor bliver varerne vi køber af dem ikke helt så dyre, som hvis virksomhederne skulle reducere i Danmark. Derved ændrer vores vaner sig mindre end ellers.
Derfor har politikerne i Danmark da også sat et samlet loft på ca. 19 % (varierende fra 7 % - 32,5 % for forskellige virksomhedssektorer) for brug af JI/CDM projekter til nedsættelse af CO2-udslippet. Så er vi og vores virksomheder nødt til at ændre vore vaner. Man skal dog være klar over, at virksomheder i Danmark i forvejen får tildelt gratis kvoter af staten. Derfor er procentdelen af den reelle CO2-udslips-nedsættelse (den som virksomhederne selv står for), der må dækkes af JI/CDM projekter faktisk mellem 89,5 % – 98 %, altså stort set hele den mængde CO2 der skal reduceres.
Den politiske beslutning om at reducere brugen af JI/CDM projekter til ca. samlet 19 % lyder altså af meget, men reelt set kan man stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt politikerne nu også reelt er villige til at træffe beslutninger, der for alvor ændrer vores hverdag.
Andre kritikere påpeger at de industrialiserede lande udnytter udviklingslandende, og at de ved hjælp af blandt andet CDM mekanismen blot flytter CO2-udledningen fra deres egne lande til udviklingslandende. Dette er imidlertid ikke helt korrekt. Det er faktisk ikke muligt at opnå CO2-kvoter på denne måde ved hjælp af CDM.
Mere generelt lyder kritikken på, at Kyoto-protokollen ikke tager højde for de udledninger, der flyttes fra industrialiserede lande til udviklingslandende. Hvis en fabrik for eksempel lukkes i Danmark for at flytte til Kina, hvor det er billigere at producere, så nedsættes Danmarks CO2-udslip jo med den mængde som den danske fabrik udledte. Desværre flyttes udledningen til Kina, hvor der i form af Kinas status som udviklingsland ikke er nogen restriktioner på CO2-udledning. Kyoto-protokollen forsøger altså at reducere den samlede CO2-udledning, men ofte sker der ikke reelle reduktioner – måske nærmere tværtimod.
Hvis du læser afsnittene om klimaøkonomi og især afsnittet om de frie markedskræfter, vil det lette forståelsen af den resterende del af klimapolitik-afsnittet.
Kilder:
Energistyrelsens hjemmeside om klima og CO2:
National allokeringsplan for Danmark 2008-2012
Den officielle COP15 hjemmeside: COP15
UNFCCC’s hjemmeside om de tre mekanismer: unfccc.int
Forfatter
stud.merc.pol. Kasper Ernest
Redaktion:
cand.scient Christina Bramow
»DMI/klima - IPCC
»Klima i Gymnasiet
- om Samfundsvidenskab
- under fag - samfundsfag
