Når 192 af verdens lande mødes i København fra 7. - 18 december 2009 til COP15, er det det vigtigste møde i forhold til klimaet i 12 år. Ikke siden klimaforhandlingerne i Kyoto i 1997 har verdens øjne hvilet så tungt på noget klimatopmøde, som de vil gøre på dette. Men hvad er det der er på spil i København? – Og hvorfor er det så vigtigt?
Det, der ifølge IPCC’s fjerde hovedrapport er på spil, er selve menneskehedens måde at leve på. De politisk accepterede klimamodeller viser nemlig, at vores verden vil ændre sig dramatisk, hvis ikke vi gør noget for at standse klimaforandringerne nu. Politikere verden over er nu for alvor begyndt at tage disse advarsler alvorligt, mere end noget andet fordi befolkningerne er begyndt at røre på sig og nu kræver handling – vi har nemlig opdaget at klimaforandringerne medfører alvorlige konsekvenser i form af naturkatastrofer, samt nød og ustabilitet.
Ifølge det Internationale Energi Agentur står det faktisk så dårligt til med klimaet og vores energiforbrugsvaner, at der skal handles nu, inden det er for sent. COP15 forhandlingerne skal derfor munde ud i en ny international aftale på klimaområdet. Kyotoprotokollen udløber i 2012, og den ny København-protokol skal være afløseren.
Men hvad er det så, der står i vejen for en aftale, når den synes at være en nødvendighed? Svaret er rimeligt simpelt: Økonomi. Klimaforbedringer er ikke gratis, tværtimod. Så at alle er enige om, at vi burde gøre noget, er ikke nok til at lave en aftale – alle skal nemlig også enes om, hvem der skal betale prisen, og hvornår det skal ske – og her starter problemerne.
For at tage tingene bagfra, så er det klart, at nedbringelsen af verdens drivhusgasudledninger er målet for forhandlingerne. Formentlig vil der være diskussion om, hvilke mål man skal sætte for klimaforandringerne. Indtil videre er EU de eneste, der har meldt ud med et mål: En maksimum stigning af temperaturen på 2°C.
Hvornår indsatsen skal finde sted, er der også usikkerhed om. EU vil gerne handle nu, blandt andet fordi dette ifølge økonomen Nicholas Stern er billigst, og fordi befolkningen i EU kræver handling nu. Samtidig kan klimasagen promovere Unionen. USA’s standpunkt på dette område er der stor usikkerhed om, men der er sket en holdningsændring siden Obama blev præsident. Der er altså muligvis håb for, at de to store industrialiserede blokke kan finde sammen på dette punkt.
Imidlertid vil udviklingslandene, Indien og Kina nok stå fast på, at de endnu ikke har råd til at gøre en stor indsats for klimaet, og at det derfor er de industrialiserede lande, der må tage den største tørn. Udviklingslandene mener generelt, at de kun kan være med, så længe de får pose penge, der kan sikre deres vækst. Således har Kina lige foreslået, at der oprettes en international fond, der skal hjælpe udviklingslandene med at skabe vækst på et bæredygtigt grundlag – altså en slags udvidelse af CDM mekanismen. Især USA, Japan og Canada ventes at stille sig kritiske overfor krav fra verdens udviklingslande – de vil ikke betale en så stor del af prisen, og EU kan ikke klare det hele alene.
USA har hidtil nægtet at deltage i samarbejdet, fordi udviklingslandene ikke var underlagt restriktioner nok. Kinas og Indiens deltagelse bliver derfor afgørende for, om USA vil deltage i aftalen. På den anden side peger mange på, at USA i langt højere grad skal være villige til at tage et ansvar, hvis man skal håbe på især Kinas deltagelse.
Imidlertid overser mange dog det faktum, at Kina måske er mere interesserede i, hvad deres direkte konkurrenter, såsom Mexico og Indien, binder sig til i en ny protokol. Kina taber nemlig ikke konkurrenceevne til USA, hvis ikke de er med, men derimod til de af deres konkurrenter der ikke deltager. Hvis USA underskriver en aftale, og Kina ikke gør, vil USA tabe meget konkurrenceevne. Kina har derimod kun lidt på spil, hvis USA ikke er med i en aftale. Hvis lande som Mexico og Indien ikke kommer med, har Kina meget mere at tabe. Spørgsmålet om, hvorvidt verdens største udledere, Kina og USA, kan blive enige indbyrdes er altså ikke sort og hvidt. Det er også et spørgsmål om en lang række andre store udviklingslandes deltagelse.
En ting som næsten alle parter kan blive enige om er, at CDM mekanismen kommer til at fortsætte. Mekanismen tilfredsstiller både de industrialiserede landes behov for billige reduktionsmuligheder, og tilfører udviklingslandene teknologi og udenlandske investeringer. En af knasterne i forhold til mekanismen bliver, hvilke reduktionsmetoder, der skal inkluderes. EU står her for en ret skrap linje, der ikke tillader alt for lempelige krav. Det kan nemlig reelt skade indsatsen, fordi det ”pynter” på tallene uden at give nogen reel effekt. Det kan blive nødvendigt for EU at gå på kompromis på dette punkt, hvis især USA skal forventes at ville binde sig.
Et af problemerne med CDM mekanismen er, at den har et dårligt ry blandt kritikerne af Kyoto-protokollen og derfor har fået hård medfart i medierne og offentligheden. Det skyldes, at CDM mekanismen bliver beskyldt for ikke at medføre reelle drivhusgasreduktioner. En ny aftale, der i højere grad bygger på udnyttelsen af CDM mekanismen, vil altså muligvis blive mødt med en del skepsis blandt kritikerne og offentligheden.
En af de ting, der også kan spille ind ved forhandlingerne, er landendes nuværende indsats. I forhold til 2004-tallene ser hverken Australien, Canada eller Japan ud til at nå deres mål, samtidig med at USA selvfølgelig heller ikke gør det. Når disse lande allerede nu har svært ved at leve op til deres forpligtigelser til Kyoto-protokollen, bliver det en stor udfordring at overbevise resten af verden om, at de vil leve op til en ny protokol. Det kan øge skeptis hos udviklingslandene. Australien, Canada og Japan, samt USA, har en stor opgave forude med at overbevise resten af verden om, at de nu vil tage deres ansvar alvorligt.
Indtil midten af 2008 var der en positiv stemning i debatten om en ny klimaprotokol. De fleste politikere og ikke mindst Klima- og energiminister Connie Hedegaard var optimistiske i forhold til udsigterne til en global klimaprotokol. Det ændrede sig dog brat, da verden blev kastet ud i en finansiel krise af hidtil usete dimensioner, med hertil hørende tilbagegang i flere af verdens vigtigste økonomier. Det betød også, at mange mente, at forventningerne og målene for en klimaindsats skulle sættes ned – der var pludselig ikke længere råd til at gøre en indsats for klimaet. Connie Hedegaard har dog påpeget, at netop energieffektivisering og alternativ energi vil kunne spare verden utrolige summer penge i det lange løb. Det virkelige spørgsmål burde måske ikke være, hvorvidt vi har råd til at gøre noget ved klimaforandringerne, men derimod om vi har råd til at lade være?
Det er svært at spå om, hvorvidt politikerne med ansvar for verdens fremtid overhovedet kan nå til en aftale i København, trods den udbredte enighed om nødvendigheden af at tackle klimaforandringerne. Nu kan vi kun tælle ned til COP15, og vente og se, om storpolitik og økonomi kan finde plads til for alvor at gøre noget ved klimaforandringerne, og om vi dermed får en ny klimaprotokol – altså København-protokollen.
Kilder
COP15s egen nyhedssite
Forfatter
stud.merc.pol. Kasper Ernest
cand.scient Christina Bramow, Experimentarium
