Hvorfor kan vi ikke bare sætte os ned og blive enige om nogle fælles mål for at redde vores klode?! Klimaproblemet er komplekst, og det er de politiske løsninger også.
Først og fremmest mener flere udviklingslande, at det er uretfærdigt, at de skal ”betale” for de industrialiserede landes synder. Siden 2. Verdenskrig har Europa og USA haft kraftig økonomisk vækst, og har kunnet forbruge al den energi der var nødvendig til industrien – med kraftig udledning af CO2 til følge. Nu står flere lande i Latinamerika og Asien overfor samme vækstpotentiale, men bliver påtvunget at skære i deres CO2 udledning – og det kan bremse deres økonomiske fremgang.
Energibesparelser kan stille os ringere i konkurrence med andre nationer, hvis ikke alle er med. Derfor ønsker de fleste politikere at sikre sig, at så mange som muligt støtter løftet om at nedsætte CO2. Det er ikke nogen nem opgave at blive enige om klimapolitikken. Det viser bl.a. Kyotoaftalen, hvor USA, på trods af at være ansvarlig for en massiv andel af udledningen af CO2, endnu ikke har ratificeret Kyotoaftalen.
Politikere vælges lokalt, mens klimapolitik føres globalt, og denne modsætning er central i klimapolitik. Af angst for vælgertab, kan det være svært for nogle politikere at acceptere løsninger og mål, som vil sætte lige netop deres land i en sværere situation end et andet land, for at redde klodens nuværende klima. Hvad er vigtigst; velstand eller klodens klima?
