Indtil videre har metoderne til bekæmpelse af de globale klimaforandringer mest handlet om, hvordan man via nye klimavenlige teknologier kan reducere drivhusgasudledningen, og derved opnå et bæredygtigt klima.
Spørgsmålet i den forbindelse er, om teknologi er hele løsningen?
Der argumenteres inden for klimaetik for, at der skal livsstils- og værdiændringer til, især i den vestlige verden, for at opnå et stabilt klima, men hvad betyder det?
Hvis udledning af drivhusgasser fortsætter med at stige, som de har gjort de sidste år, er spørgsmålet om produktion af vedvarende energi osv. overhovedet er nok til at dække det enorme energiforbrug, eller om der alternativt skal ændringer i folks livsstil til for at opnå reduktion.
Det er et lands politikere, der skal forhandle de globale klimaaftaler på plads – det er med andre ord disse forhandlinger, der er afgørende for, om vi opnår et bæredygtigt klima.
Politikerne er i de fleste lande demokratisk valgt, og er derfor repræsentanter for størstedelen af befolkningens holdninger. Dermed må politikerne hele tiden tænke på, om de handler i overensstemmelse med deres vælgeres ønsker, ellers risikerer de, at disse ikke vil stemme på dem ved næste valg.
I forbindelse med klimaforandringerne vil en ideel politik for at opnå et stabilt klima betyde, at indbyggere vil blive begrænset i at udføre handlinger, der kræver udledning af drivhusgasser, så udledningen af drivhusgasser hurtigst muligt kunne blive kraftigt reduceret. Det kunne betyde at befolkninger blev begrænset i at flyve på ferie eller køre i bil eksempelvis, fordi det ville blive meget dyrt via beskatninger, eller der blev indført et kvotesystem på den slags aktiviteter.
Som verden ser ud i dag, vil de færreste bifalde en sådan politik, og befolkningerne vil sandsynligvis sørge for at politikere med denne politik i ærmet ikke ville få lov til at få særlig stor indflydelse efter næste valg.
Dermed er befolkningerne indstilling til problemer som klimaforandringerne af stor betydning for politikernes råderum i de globale klimaforhandlinger. Med andre ord kan man anse det som værende af stor betydning, at kravene til en klimavenlig politik kommer nede fra – altså fra befolkningen selv. Herigennem kan der nemlig lægges pres på politikerne, så der opnås de bedst mulige løsninger for det globale klima.
Spørgsmålet er, om en kollektiv ændring af folks værdier og livsstil overhovedet er mulig?
Der er nok ikke én indbygger i Danmark, der ikke ved, at man burde slukke for sine standby-knapper, slukke lyset, når man går ud af sit værelse, tage cyklen i stedet for bilen osv. for på den måde at hjælpe til i kampen mod klimaforandringsproblemerne. Det er dog de færreste, der gør det fuldt ud.
Hvordan kan det være?
Èn grund kan være, at det synes overordentligt abstrakt, at slukningen af en mobiloplader, skulle kunne batte noget i det store hele. Man spørger sig selv: Hvad gør det at min oplader sidder tændt i stikket hele tiden, hvis ens nabo er en fabrik med sort røg ud af skorstenen eller hvis man ser tv fra Kina, hvor luften er tyk af forurening.
Dermed er begrundelsen måske en følelse af magtesløshed eller bekvemmelighed og måske en mangel på forståelse af problemets alvor.
Vi ved godt, hvad der ideelt set burde gøres, men vi gør det ikke, som en britiske journalist og forfatter udtrykker det i følgende citat:
Citat: ”vores reaktion vil være, at forlange at regeringerne griber ind, mens vi håber på, at den lader være. Vi ønsker, at vores regeringer vil lade som om de vil gribe ind. Vi får stillet moralen tilfreds ved at sige det vi ved er rigtigt, uden ubehaget ved at efterleve det.”
Ovenstående citat er en god illustration af, hvordan dobbeltmoralen spiller ind i folks handlinger og tanker i forhold til klimaforandringsproblematikken. Der er med andre ord ikke overensstemmelse mellem vores idealer, og den praksis vi lever efter.
En forretningsmand er på vej i sit privatfly til næste møde, mens han smider et stykke papir til genbrug og siger, at han prøver at tage sin andel af problemet. Det paradoksale her er netop, at selvom han gør noget godt for det globale miljø ved at smide sit papiraffald til genbrug, så er han samtidigt i gang med en af de mindst klimavenlige aktiviteter: at flyve. Det er en illustration af, at det ikke nytter noget, hvis indsatsen kun er halvhjertet. Det må sættes ind på alle områder, hvis der skal opnås et bæredygtigt klima, og det vil med stor sandsynlighed kræve store afkald for alle parter. Der skal faktisk handling bag ordene, hvis kampen mod klimaforandringerne skal vindes.
Hvis klimaet skal ”reddes”, så ville det være optimalt, hvis vi alle føler os dedikerede til at handle. Ideelt set vil ansvaret for at handle på klimaforandringerne dermed ligge hos os alle sammen.
Men en forudsætning for at handle i forhold til en fælles sag vil for de flestes vedkommende være, at alle andre gør det samme. Hvis du gør, hvad du kan, og dermed ofrer dig for at opnå de bedst mulige resultater for fællesskabet, vil det nok være meget demotiverende, hvis du kan se, at din nabo er fuldstændig ligeglad, og gør som det passer ham.
Alle kender måske nok de typer, der altid smyger sig uden om, og forsøger at undgå at tage del i ansvaret; om det så er i forhold til opvasken eller andre arbejdsopgaver, så opmuntrer det ikke just til at knokle videre selv.
Når disse folk springer over, hvor gærdet er lavest, så vil du nok spørge dig selv: hvorfor skal jeg gøre noget, hvis de andre ikke gør?
Hvis vi forestiller os et lille samfund, hvor alle indbyggerne har adgang til en sø med fisk. Alle indbyggerne vil gerne have lov til at fange flest mulige fisk, men for at søens fiskebestand skal overleve i de følgende år og for at sikre, at alle får deres andel af fiskene, er det nødvendigt at lave et kvotesystem, hvor alle få tildelt en andel fisk, som de hvert år må fange. Hvis alle overholder deres kvote, vil situationen være bæredygtig og give alle ret til deres retmæssige andel. Hvis én derimod begynder at fiske mere, end der tilfalder ham, vil han ødelægge situationen for de andre, da det vil ødelægge den fremtidige mulighed for at fiske, og han vil fange fisk, som faktisk tilhører en anden. Hvis dette sker, vil det ikke længere være fordelagtigt for de andre at fortsætte med at overholde deres andel.
Dette et eksempel på en situation, hvor kollektiv handling – det, der er det fælles bedste - vil bibringe det bedst mulige resultat, vel at mærke, hvis alle handler socialt. Hvis bare én handler ud fra, hvad der egoistisk set er bedst, vil den kollektive løsning ikke længere anses for værende fordelagtig for nogen.
I forbindelse med klimaforandringerne vil man netop opnå de bedste resultater, hvis alle nationer eller individer påtager sig deres ansvar for at reducere drivhusgasudledningen. Hvis nogle blæser på dette og fortsætter med at udlede uhæmmet, så vil det være skadeligt for alle de andre og for det fælles klima, og det vil være en anledning for de andre deltagere til også at blæse på aftalen og udlede mere end man havde aftalt.
Dermed er det af meget stor betydning for mulighederne for en bæredygtig global klimaaftale, at man undgår disse free riders, og at man motiverer alle til at handle ud fra, hvad der er det fælles bedste.
Da Klimaforandringerne netop er et problem, der overskrider grænser, begrænser problematikken sig ikke bare til et lille samfund, hvor alle kender hinanden, som det var tilfældet i eksemplet med fiskesøen. Det globale aspekt fordrer netop, at man som eksempelvis dansker må føle sig lige så forpligtet over for en amerikaner, en kenyaner eller en kineser, som man er over for andre danskere.
Derfor må de nationale identiteter og de forpligtigelser, der følger med, brydes op og folk må mere og mere føle sig som ”jordbeboer” frem for dansker, tysker eller brasilianer. Stammementaliteten er der ikke længere brug for, da et globalt problem som klimaforandringerne kræver en samlet global solidaritet og et globalt ansvar fra hele verdens befolkning – den amerikansk professor Socolow kalder denne ideelle solidaritet: planetarian identity.
Som diskuteret ovenfor fordrer en ideel respons på klimaforandringerne altså en ændring i, hvordan vi tænker os selv som indbyggere på Jorden. Derudover argumenteres der inden for klimaetik for, at der bør ske en ændring i synet på udledning af drivhusgasser – der skal altså en værdiændring til.
Rygeproblematikken kan bruges til sammenligning. Det er ikke længe siden, at en stor del af befolkningen røg, og man tog cigaretpakken frem alle steder. I dag er der sket en ændring i samfundet mod en begrænset brug af cigaretter. Det er ikke længer velset at tænde en cigaret i samlinger med andre mennesker, og det er blevet en vane for de fleste rygere at spørge om lov, før smøgen tændes.
Denne ændring i adfærd kan skyldes flere faktorer, bl.a. en bedre oplysning af befolkningen om cigaretter og ikke mindst passiv rygnings skadelighed, ny lovgivning på området osv. Rygning er heller ikke på samme måde højstatus, som det har været tidligere. Der er med andre ord sket en værdiændring, der for mange har medført en livsstilsændring.
Afbrænding af fossile brændsler bør anses på samme måde som at tænde en cigaret i en restaurant, som er fuld af mennesker der spiser, og på benzintanken burde der være en advarsel som på cigaretpakkerne, med eksempelvis et billede af en sulten isbjørn på en isflage eller mere makabert et billede af en orkans ødelæggende konsekvenser.
Som den amerikanske filosof Henry Shue udtrykker det: ”Fans of fossil fuel are enemies of mankind”.
Det er med andre ord nødvendigt for klimaet, at folk spørge sig selv: Hvordan vil vi leve vores liv? Og hvordan vil vi efterlade verden til børn og børnebørn? Og at man handler herudfra.
Kilder:
Jamieson, Dale (1992): “Ethics, Public Policy, and Global Warming” in Science, Technology and Human Values, vol. 17, no. 2, pp. 139-153
Monbiot, George (2006): Heat- How we can stop the planet burning, Penguin Books, London
Shue, Henry (2008): “Deadly Delays – Creating a More Dangerous World” Paper from the conference “Energy and Responsibility: A conference on Ethics and the Environment” at The University of Tennessee, USA, April 10-12, 2008
Forfatter:
Cand. Mag. Kira Rønn, RUC
