Rationalerne for, om vi bør handle overfor klimaforandringerne, kan siges at bunde i, hvordan man hver især opfatter og værdisætter naturen. I de tidligere afsnit har vi arbejdet med, at man per definition har en forpligtigelse over for mennesker, økosystemer og dyr, men dette er ikke altid tilfældet. Begrundelserne for menneskelig forpligtigelse i forhold til ikke-menneskelige aspekter som planter, dyr og økosystemer, kan bunde i forskellige etiske udgangspunkter.
Inden for miljøetik arbejdes der overordnet med tre natursyn, som medfører forskellige handlingsanvisninger i forhold til miljømæssige problematikker, eksempelvis de globale klimaforandringer.
Det første er et menneskecentreret udgangspunkt. Her er det kun mennesker, der har egentlig værdi, og naturen har dermed ikke nogen værdi i sig selv. Mennesker har kun en forpligtigelse over for naturen, hvis det er fordelagtigt at have den. Dermed anses naturen her som et redskab til at opnå den bedst mulige situation for mennesker.
Med dette udgangspunkt er det dermed ikke i sig selv noget forkert i handlingen at udlede drivhusgasser til atmosfæren, selvom det kan have en skadelig effekt på eksempelvis dyr og planteliv. Udledning af drivhusgasser er kun forkert, hvis det har en skadelig effekt på mennesker, hvilket det må anses at have med den viden, vi i dag har om klimaforandringernes konsekvenser.
Dette udgangspunkt åbner op for spørgsmålet: Hvad er det, der er så specielt ved mennesker, som gør, at de har en særlig værdi i forhold til andre levende væsner? Hvorfor er mennesker de eneste objekter, man skal have et etisk ansvar overfor?
Et svar kunne være, at mennesker har en særlig status i modsætning til andet levende, da mennesker er rationelle og tænkende væsener. Stort set alle vil godtage, at mennesker er mere rationelle end eksempelvis en flue eller en mus. Men hvad med et nyfødt barn, der er én dag gammel – kan man anse det som rationelt? Hvad med en abe, en hund eller andre dyr? Mange vil nok mene, at disse dyr på en eller anden måde kan føle, om de eksempelvis har det godt. Dermed kan man indvende i forhold til det menneskecentrerede udgangspunkt, at der mangler et holdbart argument for, hvorfor det kun er menneskearten, der har en særlig værdi.
Det andet udgangspunkt kan anses for at være en moderation af det menneskecentrerede udgangspunkt. Her er det gældende, at alle følende væsener har egentlig værdi, og herunder kan dyr altså inkluderes. Med hensyn til den ikke-følende del af naturen er opfattelsen, at denne kun har værdi, hvis den er medvirkende til at stille de følende væsner bedre. Dermed har eksempelvis et træ ikke værdi i sig selv. Træer og andet har kun værdi som redskab til at opnå maksimal velfærd for de følende.
Hvis vi forsøger at se klimaforandringerne med disse briller, så vil konklusionen nok stadig være, at man bør forsøge at bekæmpe dem, da de vil få negative konsekvenser for følende væsner, som man ifølge dette syn bør beskytte. Derudover udvider dette udgangspunkt beslutningsgrundlaget. Hvis vi forestillede os, at klimaforandringerne kun havde negative konsekvenser for de dyr, der falder ind under kategorien følende, og ikke for mennesker, så vil man ifølge dette udgangspunkt skulle forsøge at undgå klimaforandringerne alligevel, netop fordi man har en etisk forpligtigelse over for disse dyr.
Dette natursyn åbner dog op for spørgsmålet om, hvordan man kan afgøre, hvor grænsen mellem et følende og et ikke-følende væsen skal gå. Hvordan afgør man, hvilke væsner, der har følelser? Man kan godt registrere adfærd hos de fleste dyr og derigennem få en fornemmelse af, hvad de giver respons på, men man kan vel ikke herigennem siges at registrere følelser. Dermed kan distinktionen mellem følende og ikke-følende væsner synes tilfældig, og dette udgangspunkt kræver en klar argumentation for, hvor grænsen skal gå, for at det med rette kan anvendes.
Det tredje udgangspunkt er i den helt modsatte grøft end det menneskecentrerede. Her er der ingen forbehold for hvilke dele af naturen, man har en etisk forpligtigelse i forhold til. Dette natursyn kan kaldes det livscentrerede, da man her anses at have etisk forpligtigelse over for alt levende – dvs. at alt levende har værdi i sig selv.
I forhold til den overordnede klimaforandringsproblematik så ændrer konklusionen sig ikke i forhold til de to andre natursyn. Hvis vi forestillede os, at klimaforandringerne kun havde en negativ effekt indvirkning på eksempelvis økosystemer i havet, f.eks. koralrev, eller hvis klimaforandringerne kun betød, at plantearter blev udryddet, og at de dermed ikke ville påvirke mennesker. Så ville man have en forpligtigelse til at handle, så disse skader blev undgået.
Dette natursyn vil dog munde ud i nogle praktiske problematikker, som kræver afklaring. Betyder eksempelvis i følge dette natursyn, at man handler etisk forkert, hvis man fælder et træ – klipper hæk osv.? Hvis det gør, så giver det en række problemer i menneskers hverdagsliv.
Alle tre natursyn kommer til den samme konklusion i forhold til det overordnede spørgsmål, om man bør forsøge at undgå de forventede konsekvenser af klimaforandringerne. Det bunder dog i forskellige begrundelser for, hvad man har en etisk forpligtigelse for at beskytte – altså hvad der har egentlig værdi.
Hvis man forestillede sig at nogle drivhusgasudledende aktiviteter kun havde konsekvenser for mennesker og andre aktiviteter kun for dyr eller planter, så ville de tre natursyn give forskellige handlingsanvisninger i forhold til klimaforandringerne.
Kilder:
Jamieson, Dale (2008): Ethics and the Environment – An Introduction, Cambridge University Press, Cambridge
Petersen, Thomas Søbirk (2006): “Environmental Ethics” in A Companion to the Philosophy of Technology (2007), Blackwell
Forfatter:
Cand. Mag. Kira Rønn, RUC
