Hvis du skal bestemme dig for, om du vil udføre en bestemt handling, eksempelvis springe ud fra en flyvemaskine i en faldskærm, så er det meget relevant for din afgørelse, at du ved, at faldskærmen med allerstørst sandsynlighed vil folde sig ud, og at du vil lande sikkert på jorden igen. Du ved med andre ord, at risikoen forbundet med at springe ud er lille, og dette vil bevirke, at du bestemmer dig for at springe ud (andre ting kan så have indflydelse på, at du ikke vil gøre det alligevel).
Dette er et eksempel på, hvordan viden om en handlings konsekvenser har indflydelse på, hvordan man vælger at handle. Hvis du derimod skulle bestemme dig for, om du ville springe ud fra flyvemaskinen uden faldskærm på, så ville du nok med dit kendskab til tyngdekraften og dermed til sandsynligheden for, at du ikke vil overleve faldet, vælge ikke at gøre det.
Dette afsnit handler om to forskellige metoder til at afgøre, hvordan man bør handle, som begge anvendes inden for klimaforandringsproblematikken.
En måde, at finde ud af hvordan du vil handle, kunne være ved at opstille fordele og ulemper ved at handle og ved at lade være.
Hvis vi tager et eksempel, hvor du skal afgøre, om du vil tage i biografen i aften, så kan du her måske sige at fordelene er, at du får en god oplevelse, som du har set frem til længe, plejer dine venner osv., mens omkostningerne kan være, at billetten er dyr og du ikke har nogen penge, du skulle bruge tiden på at lave lektier til i morgen osv. På denne måde kan du så afgøre, hvordan du faktisk vil handle ud fra hvad, der er flest plusser eller fordele ved.
Det er nok sjældent, at du faktisk vil opregne alle fordele og omkostninger ved hverdagsagtige handlinger som at tage i biografen, men denne metode til at afgøre om en handling er berettiget, er meget brugt, når eksempelvis regeringer skal bestemme sig for, om der bør laves reguleringer i love eller andet.
Hvis der politisk skal tages stilling til samfundsmæssige spørgsmål, vil det derfor veje tungt, hvis der er flere fordele ved at handle på en bestemt måde, end der er ved ikke at gøre det. På den måde kan samfundet nemlig opnå maksimal effektivitet – få mest for pengene – hvilket må siges at være efterstræbelsesværdigt.
Metoden, hvor man lader analyser af fordele og omkostninger ligge til grund for, om man vælger det ene eller andet alternativ, kaldes cost-benefitanalyser. En handling skal gøres, hvis den kan betale sig, hvilket altså betyder, at fordelene ved handlingen overskrider omkostningerne ved ikke at handle.
Spørgsmålet, som er relevant i forhold til anvendelse af cost-benefitanalyse som metode i forbindelse med klimaforandringerne, er dermed om fordelene ved at handle i forbindelse med klimaforandringerne overskrider omkostningerne.
Nedenstående er eksempler på svar opnået gennem cost-benefitanalyser:
Som vi så under Bør vi etisk set handle på klimaforandringerne, anvender eksempelvis Bjørn Lomborg cost-benefitanalyser til at argumentere for, at det ikke kan betale sig at handle på klimaforandringerne nu og her. Dette gør han eksempelvis ved at udregne, hvor mange mennesker, der vil dø som følge af varme, hvis gennemsnitstemperaturen stiger på grund af udledning af drivhusgasser til atmosfæren og hvor mange der dør nu som følge af kulde. Lomborg kommer som nævnt frem til, at færre vil dø i fremtiden af varme, end der i dag dør af kulde. Derfor er det et argument for ikke at handle på klimaforandringerne, da fordelene ved at handle på klimaforandringerne i dette tilfælde ikke overstiger ulemperne.
Et argument for det modsatte, som også er kommet frem via cost-benefitanalyse, er, som nogle økonomer har udregnet, at de økonomiske omkostninger ved at handle overfor klimaforandringerne svarer til 1 % af det årlige globale BNP (bruttonationalprodukt), mens omkostningerne ved ikke at handle på klimaforandringerne og dermed ved at tilpasse sig klimaforandringerne vil være et fald på op til 20 % i det globale BNP. Dermed når denne analyse frem til, at omkostningerne ved at handle er mindre, end hvis man ikke handler – og dermed er der flest fordele ved at handle, fordi der er færrest omkostninger.
Resultatet af cost-benefitanalyserne om det samme emne kan dermed falde forskelligt ud og dermed give forskellige handlingsanvisninger afhængigt af, hvordan man vægter de forskellige faktorer.
Blandt andet på denne baggrund er der mange, som mener, at cost-benefitanalyser ikke er et særligt værdifuldt redskab til at bestemme, om handling overfor klimaforandringerne er berettiget/nødvendigt.
Overordnet er indvendingerne mod cost-benefitanalysernes anvendelse i forbindelse med klimaforandringerne, at der er tale om en problematik, hvor det er umuligt at overskue alle fordele og alle ulemper, hvilket er en forudsætning for at kunne opveje omkostninger og fordele og dermed for at kunne anvende denne metode.
Kritikerne af at anvende cost-benefitanalyser i forbindelse med klimaforandringerne har typisk tre indvendinger:
Derudover er det via cost-benefitanalyser ikke muligt at indtænke fordele og især omkostninger af klimaforandringer, der indtræder pludseligt og uforudset, eksempelvis ændringer i Golfstrømmen, optøning af den Sibiriske Tundra eller andet. Dette taler yderligere for, at cost-benefitanalyserne ikke er fyldestgørende nok til, at sådanne analyser kan ligge til grund for at handle på den ene eller den anden måde.
Det betyder dog ikke at cost-benefitanalyser er helt værdiløse i forhold til klimaforandringerne. Tværtimod. Det vigtige er bare at påpege, at de ikke viser hele sandheden og at andre aspekter må inddrages.
Hvad er cost-benefitanalyser?
Det er en metode til at opregne omkostninger og fordele og dermed finde frem til en konklusion eller en handlingsanvisning. Hvis fordelene overskrider omkostningerne ved at handle, så bør man handle.
Cost-benefitanalysen, som gennemgået ovenfor er ét eksempel på en metode til at afgøre, om en given handling er berettiget, ud fra hvad man ved om fordele og ulemper. Kritikken af denne metodes anvendelse i forhold til klimaforandringerne lød blandt andet på, at resultaterne af sådanne analyser ikke kan inkludere usikkerhed, om hvad de specifikke konsekvenser i forbindelse med globale temperaturstigninger vil være, og at disse analyser er kortsigtede i modsætning til Klimaforandringerne, der er et langsigtet problem. Dermed kan de ikke give et nuanceret svar på, om man bør handle eller ej.
Hertil kan man spørge, hvilken rolle den usikkerhed, der er i forbindelse med menneskelig udledning af drivhusgasser og konsekvenser heraf, skal have.
Usikkerhed kan anvendes som begrundelse for ikke at handle overfor klimaforandringerne, da man kan indvende, at der stadig findes videnskabelig usikkerhed i forudsigelserne både i forhold til de konkrete klimaforandringer og i forhold til konsekvenserne af disse. På den baggrund kan man påstå, at vi ikke skal handle på klimaforandringerne, før vi med sikkerhed ved, hvad der kommer til at ske. Vores anstrengelser kan nemlig vise sig at være forgæves, hvis konsekvenserne ikke er som forudsigelserne siger.
Spørgsmålet er, om det er et rimeligt argument?
Et svar til denne påstand kunne være, at selvom vi ikke ved med hundredeprocents sikkerhed, hvad der vil ske, så betyder det ikke, at de eksisterende forudsigelser er værdiløse. Det er selvfølgelig muligt, at eksempelvis IPCC’s beregninger er for pessimistiske, og at konsekvenserne dermed ikke bliver så slemme, som forudsagt. Men det er dog også muligt, at forudsigelserne er for optimistiske, og at udviklingen i temperaturkurven, som IPCC arbejder ud fra, ikke udvikler sig lineært, men derimod pludseligt kan eskalere og medføre endnu værre konsekvenser.
I modsætning til ovenstående kan man vælge at handle, netop fordi der er usikkerhed om konsekvenserne. Forstået på den måde, at fordi der er en risiko for, at noget vil ske, så bør man handle i forhold til det.
Denne metode til at afgøre, om en handling er berettiget, kaldes forsigtighedsprincippet. Princippet foreskriver, at hvis en handling eller en bestemt politik kan medføre alvorlige eller uigenkaldelige konsekvenser for mennesker eller for miljøet, skal man handle, også selvom der ikke er videnskabelig enighed.
Denne metode kan altså lede til en radikal anderledes handlingsanvisning end cost-benefitanalyserne.
Et eksempel på anvendelse af forsigtighedsprincippet over for cost-benefitanalyser er i problematikken om, hvorvidt genmodificering af fødevarer skal være lovligt eller ej. I EU er holdningen, at dette ikke skal være lovligt, da der er mulighed for at genmodificeringen vil have skadelige konsekvenser, som man ikke kan overskue nu. Dermed er der her fokus på risikoen forbundet med genmodificering af fødevare. I USA derimod er man mere positivt stemt over for metoden, da de forventede fordele ved genmodificering af fødevarer er større end de forventede omkostninger. Dette er dermed et eksempel på hvordan de to forskellige metoder, kan fører til forskellige resultater.
Anvendelse af forsigtighedsprincippet sikrer dermed, at man er på den sikre side og undgår potentielle farer. Dermed kan forsigtighedsprincippet anses som en sympatisk metode, da det her er ”better to be safe than sorry”.
En indvending mod princippet kan dog være at spørge, hvor grænsen for hvad, man skal være forsigtig i forhold til, går? Man kan ende med at tage forbehold og handle på alt med den mindste sandsynlighed for skadelige konsekvenser. Hvor stor skal risikoen for en given konsekvens være for at man bør handle?
For at afgøre det er en analyse af den enkelte problematik nødvendig, men det er væsentligt, at man ikke overreagerer og forbyder alt med den mindste risiko.
Spørgsmålet er, om risikoen i forhold til de forventede konsekvenser i klimaforandringsproblematikken er så stor, at man bør handle efter forsigtighedsprincippet?
Normalt når man taler om risici, vil man henvise til de negative konsekvenser eller tab, som en handling kan have. Derved defineres risiko ud fra to aspekter a) sandsynligheden, hvormed et givent tab vil indtræde, og b) størrelsen, forstået som alvorsgraden af et givent tab i forbindelse med indtrædelsen af problemet. Når både sandsynlighed og alvorsgraden er stor, så er der tale om en risiko, der vil få alarmklokkerne til at ringe og kræve handling for at undgå tab.
Spørgsmålet er så hvad a) sandsynligheden er for at klimaforandringerne vil have de forventede konsekvenser på mennesker, dyr og økosystemer og b) hvor alvorlige disse konsekvenser vil være. Til det kan man sige, at IPPC’s rapport viser, at alt peger på, at klimaforandringerne vil have katastrofale konsekvenser for mennesker, dyr og økosystemer og at risikoen dermed må anses for at være så stor, så man bør handle efter forsigtighedsprincippet.
Argumentet om, at usikkerhed i forudsigelserne skal bremse handling i forbindelse med klimaforandringerne, holder altså ikke, og da de forventede konsekvensers alvorsgrad er så stor, tilslutter mange sig denne holdning, at det er bedre at være forsigtig.
Hvad er forsigtighedsprincippet?
Det er en metode til at afgøre om en handling er berettiget.
Princippet foreskriver, at hvis en handling eller en bestemt politik kan medføre alvorlige eller uigenkaldelige konsekvenser for mennesker eller for miljøet, skal man handle, også selvom der ikke er videnskabelig konsensus.
Hvad er forskellen på risiko og usikkerhed?
En risiko indeholder en sandsynlighed, der er velkendt eller troværdigt estimeret, mens sandsynligheden ikke er kendt, når der er tale om usikkerhed.
Som IPCC’s rapport viser, så arbejdes der i forbindelse med klimaforandringerne med forskellige sandsynligheder, eksempelvis er klimaforandringerne med 90 procents sikkerhed menneskeskabte og dermed er der tale om risiko i forbindelse med klimaforandringsproblematikken og altså ikke om usikkerhed, som mange ellers taler om.
Kilder:
Gardiner, Stephen M. (2004a): “Ethics and Global Climate Change” in Ethics vol. 114 pp 555-600
Lomborg, Bjørn (2007): Cool it. The Sceptical Environmentalist’s Guide to Global Warming, Alfred A. Knopf, New York
Shue, Henry (2008): “Deadly Delays – Creating a More Dangerous World” Paper from the conference “Energy and Responsibility: A conference on Ethics and the Environment” at The University of Tennessee, USA, April 10-12, 2008
Stern, Nicolas (2006): The economics of Climate Change: The Stern Review, Cambridge University Press, Cambridge
Sunstein, Cass R. (2005): “Cost-Benefit Analysis and the Environment” in Ethics, vol. 115, pp. 351-385, University of Chicago.
Broome, John (): Counting the cost of global warming…
Forfatter:
Cand. mag. Kira Rønn, RUC
