Forestil dig en situation, hvor en hel familie er på restaurant. Den rige del af familien spiser og drikker alt, hvad der er på menukortet. Den fattige del af familien ankommer sent og bestiller en kop kaffe. Den er ved at blive sent og selskabet bryder op. Én fra familien beder om regningen – hvordan skal den fordeles mellem familiemedlemmerne?
Dette er et billede, fremført af Brasilien under de globale klimaforhandlinger op til forhandlingen af Kyotoprotokollen. Det illustrerer på fin vis problematikken i forbindelse med klimaforandringerne, hvor nogle har udledt eller spist meget og andre en mindre andel. Derudover er der forskel på deltagernes udviklingsmæssige og økonomiske situation, som det også er tilfældet i forbindelse med klimaforandringsproblematikken.
Følgende vil være en præsentation af retfærdigheden i forskellige fordelingsprincipper.
Overordnet kan en ideel retfærdig løsning siges at skulle leve op til de anbefalede krav til reduktion og stabilisering af drivhusgasser i atmosfæren. Der stræbes dermed efter en bæredygtig løsning, hvor IPPC’s anbefalinger følges.
Det vil sige, at det overordnede resultat af en ideel fordeling er det samme i alle fordelingerne, nemlig bæredygtighed og et tilstrækkeligt lavt stabiliseringsniveau i atmosfærens drivhusgaskoncentration. Det der kan veksle, er måden hvormed dette resultat opnås – dvs. fordelingen. Hvis vi vender tilbage til eksemplet med middagsselskabet, så vil det ønskede resultat i denne situation være, at regningen bliver betalt – måden hvorpå den bliver betalt kan dog variere.
Hvad er byrden?
Når vi snakker om ”byrden” i forbindelse med de globale klimaforandringer skal det forstås (jf. IPPC) som
a) tilpasning til allerede uundgåelige klimaforandringer og
b) reduktion af drivhusgasser til et lavt stabiliseringsniveau, der bevirker undgåelse af farlige klimaforandringer
– grundlæggende betyder det altså: Hvem skal betale for omkostningerne?
Hvad betyder bæredygtighed?
Ved bæredygtighed forstås en løsning, der opfylder nutidens behov uden at det er på bekostning af fremtidige generationer, dyr og økosystemer.
Inden vi går videre med en diskussion af, hvordan regningen bør betales, så vil vi præsentere fordelingen af byrden i forbindelse med klimaforandringerne i Kyotoprotokollen.
Grundlæggende kan Kyotoprotokollen kritiseres for ikke at gøre nok for at reducere drivhusgasudledningen. Undersøgelser viser, at aftalen reelt set ikke vil have nogen reducerende effekt på den globale drivhusgasudledning, tværtimod. Dermed formår den ikke at effektuere IPCC’s formål om at undgå farlige menneskeskabte klimaforandringer, og denne aftale kan dermed ikke kategoriseres som en bæredygtig løsning.
Èn vigtig grund til dette er, at USA ikke deltager, hvilket er af stor betydning, da USA med 4 % af verdens befolkning er den største udleder af drivhusgasser med ca. 25 %. Konsekvenserne af klimaforandringerne udskydes dermed allerhøjest lidt med den reduktion, som Kyoto bibringer, og dermed indfries forhåbningerne om, at undgå unødig skade på fremtidige generationer heller ikke.
Protokollens tilhængere regner Kyotoprotokollen for at være det nødvendige første skridt mod at bekæmpe de menneskeskabte klimaforandringer, og som et symbol på at en eller anden form for enighed kan opnås. Spørgsmålet er dog, om fremtidige generationer vil takke os for symbolske handlinger?
Det særlige ved fordelingen i Kyotoprotokollen er, at der ikke stilles krav i forhold til reduktion af drivhusgasudledningen til de fattige ulande (non-annex-1-landene). Det er de industrialiserede lande (annex-1-landene), som skal gå foran i kampen mod de globale klimaforandringer.
Protokollen indeholder angivelser af, hvor meget de enkelte lande må udlede i forhold til hver nations drivhusgasudledning i 1990.
Procentandelen, som hver nation skal reducere med, synes dog tilfældigt estimeret. EU, der samlet står for ca. 21 % af udledningen skal eksempelvis reducere med 8 % i forhold til 1990 niveau og Rusland, der står for 17 % af den samlede udledning får lov at udlede samme andel som i 1990. Disse reduktionstal bygger ikke på et princip om retfærdighed, men nærmere på politiske forhandlinger og vilje fra landenes side.
Ved at have en nations udledning i ét basisår (1990) som udgangspunkt for udregning af reduktionsandel opnås en fordeling, der kan synes uretfærdig. På denne måde ”straffes” de nationer, der har gjort meget for at reducere drivhusgasudledning før 1990, mens de nationer, der ikke har gjort noget eller lidt, belønnes for deres manglende handling.
Denne fordeling kaldes ”grandfathering”, og den implicerer også, at de lande, der har gjort meget for at reducere, før reduktionen talte med i et udledningsregnskab, har sværere ved at reducere yderligere, end de der ikke har gjort noget eller lidt, da det er lettere og billigere at reducere udledningen fra et svinende energianlæg end et allerede effektiviseret. Alligevel pålægges disse lande en større reduktion. Dette synes paradoksal og i hvert fald ikke som en principiel retfærdig fordeling.
Derudover bevirker beregningen af fremtidig udledning ud fra udledningen i ét fortidigt basisår, at fordelingerne bliver tilfældige, da ændringen af udregningsåret leder til et andet resultat.
De tidligere sovjetiske lande er et godt eksempel herpå, da det økonomiske kollaps her i starten af 1990’erne bevirkede et styrtdyk i drivhusgasudledningen på ca. 40 %, hvilket altså ikke kan tilskrives bekymring for klimaforandringerne. Rusland og Ukraine vil dermed kunne tjene godt på at sælge deres overskydende udledningsandele via kvotehandel. Spørgsmålet i den forbindelse er, hvor meget tilfældigheder skal have lov til at spille ind. Og om man kan forbyde disse ikke intenderede reduktioner i drivhusgasudledningen at tælle med i det store regnskab.
Et eksempel på den modsatte effekt er Danmark. Her var udledningen i 1990 historisk lav på grund af, at en stor del af energien dette år kom fra overskydende vandenergi fra Norge. Da det ikke er hvert år, at dette er muligt, betyder det, at Danmark ikke bare skal reducere i forhold til landets gennemsnitlige udledning, men at Danmarks derudover tildeles en tilsvarende høj reduktionsprocent på 21 %.
Fordelingen synes altså ikke optimal eller retfærdig, da den belønner dem, der ikke har gjort noget for at reducere og straffer de nationer, som har arbejdet for at reducere deres udledning. Derudover synes det uretfærdigt, at held og tilfældigheder skal spille så stor en rolle i fordelingen af byrden.
Er Kyoto et nødvendigt skridt i den rigtige retning eller to skridt tilbage for det globale klima – ét er sikkert: næste aftale skal være mere ambitiøs for at imødekomme og forhindre farlig menneskelig påvirkning af klimaet.
Hvorfor er en fordeling overhovedet nødvendig? Hvis alle mennesker kunne udlede lige så meget CO2 til atmosfæren, som de ville, uden nogen, hverken dyr mennesker eller økosystemer, hverken i nutiden eller i fremtiden, ville blive påvirket af det, så ville en fordeling ikke være nødvendig.
Sådan hænger det dog som bekendt ikke sammen i forbindelse med klimaforandringerne. Hvis målet er at opnå et tilstrækkeligt lavt stabiliseringsniveau af drivhusgaskoncentration i atmosfæren og dermed opnå en bæredygtig løsning, så betyder det, at der er et loft for hvor meget CO2 og andre drivhusgasser, der må udledes til atmosfæren. Atmosfæren er dermed, hvad man kan kalde, en begrænset ressource.
Udover at kalde atmosfæren en begrænset ressource, så må udledning af drivhusgasser til atmosfæren anses for at være et gode, som alle ønsker så stor en del af som muligt, fordi udledning af drivhusgasser især i forbindelse med produktion af energi og økonomisk vækst og udvikling hænger snævert sammen.
Det betyder at vi står i en situation med et begrænset fælles gode, der er efterstræbelsesværdigt for alle, som skal fordeles globalt mellem alle parter. Dette er udgangspunktet for en diskussion af, hvad en retfærdig global fordeling af byrden i forbindelse med klimaforandringerne er. Sagt på en anden måde betyder fordelingen en afgørelse af hvem, der skal betale omkostningerne ved reduktion og tilpasning.
Én måde at anskue fordelingen på er ved at argumentere for, at den der skyld i et problem selv skal stå for at genoprette de skader, dette har forvoldt. Det er et fordelingsprincip, der fokuserer på ansvar og skyld for tidligere handlinger i forbindelse med fordeling af byrden. I forhold til klimaforandringsproblematikken betyder det, at udlederne af drivhusgasser skal genoprette den retfærdighed, de har forbrudt sig i mod, idet de har taget en for stor del af det fælles gode, atmosfæren. Dette skal ske via kompensation i forhold til dem, der er blevet forhindret i at anvende deres andel – og dermed skal de, der er skyld i udledningen, altså betale byrden.
Intuitivt taler denne fordeling til en generel opfattelse af retfærdighed, hvor de, der skyld i et problem, selv står for at gøre det godt igen.
Hvis vi vender tilbage til vores middagsselskab, betyder en fordeling efter dette princip, at regningen deles ud således, at deltagerne selv betaler for det, de selv har spist.
Spørgsmål, der trænger sig på i forbindelse med dette princip er, om man kan straffe folk for handlinger, de har begået, hvis de ikke kender til handlingernes negative konsekvenser, da de begik handlingen. Med andre ord er spørgsmålet, om man kan pålægge udlederne ansvaret for byrden i forbindelse med klimaforandringerne, hvis de ikke kendte til udledningens negative konsekvenser på det globale klima?
Nogle mener, at det er helt fint at straffe folk på trods af, at de ikke kendte til konsekvenserne af udledningen, fordi udlederne stadig er skyldige i handlingerne. Derudover vil det være svært at sætte en grænse for, hvornår en udleder er bevidst eller uvidende om en handlings konsekvenser – eksempelvis kunne man forestille sig folk, der vil slippe for sin andel af byrden, og dermed benægter kendskab til de negative konsekvenser i forbindelse med drivhusgasudledning.
Andre mener, at det vil være mest retfærdigt, hvis der blev opstillet en grænse for uvidenhed, så spørgsmålet om ansvar dermed bliver modereret. Nogle argumenterer for, at grænsen for uvidenhed bør sættes ved 1990, da den første rapport fra IPCC udkom her, og man kan herefter med sikkerhed ikke sige, at man ikke kender til konsekvenserne ved drivhusgasudledning. Herefter kan fordeling efter ansvar for udledningen med rette effektueres, da drivhusgasudlederne har handlet velvidende om den skadelige effekt på klimaet.
Et andet spørgsmål er, hvad man skal stille op med de udledere, der ikke længere findes – individer, der er døde, virksomheder der er lukkede eller lande, der ikke længere findes, f.eks. Sovjetunionen og Jugoslavien.
Kan man i den forbindelse tilskrive en nations beboere ansvar for deres forfædres handlinger?
Nogle mener, at man godt kan, da man som individ uundgåeligt fødes ind i en nations økonomiske og udviklingsmæssige niveau. Eksempelvis vil man, hvis man fødes i Danmark, have en høj levestandart, i forhold til hvis man fødes i Bangladesh. Dermed nyder man altså fordelene ved at ens forfædre har udledt meget CO2, så ens nation er blevet industrialiseret, og derfor må man også være med til at bære byrden.
Andre mener ikke, at denne opfattelse er i overensstemmelse med fordelingsprincippets grundtanke, for på den måde er det nemlig ikke længere den skyldige agent, der straffes, men blot en fordelsmodtager. Dette vil være en krænkelse af princippet, da man ikke straffes for sine handlinger, men for bare at blive født et givent sted. I den forbindelse er der også nogle som mener, at det i det hele taget er umuligt at effektuere dette princip, fordi man aldrig vil kunne spore en specifik konsekvens tilbage til en agents specifikke handling. Det synes nemlig umuligt at spore en orkan, en centimeters forhøjet vandstand eller andet tilbage til en specifik agents udledning af drivhusgasser i forbindelse med eksempelvis en flyrejse, en søndagstur i bilen osv. Dermed er placering af ansvaret for en specifik konsekvens umuligt, da forholdet mellem den konkrete handling og den konkrete konsekvens er uidentificerbar.
For at undgå ovenstående problemer med tilskrivning af ansvar for problemet, så vil en mere simpel løsning være blot at tildele nationer sin del af byrden, så hvert enkelt individ tildeles samme mængde udledning, som herefter ganges med nationens indbyggertal.
I modsætning til ovenstående fordelingsprincip vil ansvar for problemet dermed ikke spille en rolle i fordelingen af byrden.
Fordelingen her er udtryk for det grundlæggende princip: At alle mennesker er lige meget værd og derfor skal behandles ligeligt. Udgangspunktet i fordelingsprincippet i forhold til klimaforandringsproblematikken er derfor, at alle mennesker har ret til samme andel af atmosfæren, da den er et fælles gode, som alle menneske har samme ret til at anvende.
Denne fordeling tager udgangspunkt i den nuværende og fremtidige udledning og ser altså bort fra, at nogle lande har et større eller mindre ansvar i forhold til mængden af drivhusgasser i atmosfæren.
For at finde frem til den enkeltes udledningsandel, skal der opnås konsensus om stabiliseringsniveauet for drivhuskoncentrationen i atmosfæren. Herefter kan denne afgrænsede mængde omregnes til udledningsandele per indbygger ved at dividere med det globale befolkningstal.
Mange anser det for nødvendigt at stabilisere ved en global gennemsnitlig temperaturstigning på 2 grader. Den britiske journalist og fatter George Monbiot har regnet ud, at det vil betyde at den samlede mængde udledt CO2 i 2030 ikke skal være højere end 2,7 milliarder tons, hvilket svarer til en reduktion på 60 % fra det nuværende niveau. Med en forventet befolkning i 2030 på 8,2 milliarder mennesker vil den accepterede udledningen per indbygger være 0,33 ton – andre bestemmer dette tal til at være 1 ton per indbygger.
Sammenlignet med det nuværende niveau vil det svare til en reduktion på ca. 90 % i de fleste industrialiserede lande, mens mange udviklingslande stadig kan forøge deres gennemsnitlige udledning.
Udledning per indbygger i 2004:
- USA 20,4 ton
- UK 9,79 ton
- Danmark 9,8 ton
- Kina 3,84 ton
- Indien 2,2 ton
- Bangladesh 0,25 ton
Dermed er der stor forskel på denne fordelings indflydelse på de forskellige nationer afhængig af deres nuværende udledning. Som udgangspunkt fordeles udledningsandelene til hver nation på baggrund af indbyggerantal, og herefter skal nationen selv bestemme en nøgle til fordelingen af andelene inden for landets grænser.
På trods af at dette fordelingsprincip umiddelbart synes sympatisk, er der dog problemer i at anvende det i forhold til klimaforandringsproblematikken.
Når situationen som udgangspunkt er ulige, som det må siges at være tilfældet med situationen i forbindelse med klimaforandringerne, da nogle især de industrialiserede lande kan siges at have taget en for stor andel af det fælles gode – atmosfæren – og dermed efterladt resten med en mindre andel, end de ville have fået, hvis disse havde holdt sig inden for deres egen andel, så synes en ligelige fordeling ikke som den bedste løsning. Derudover er det i de fattigste lande, at konsekvenserne af klimaforandringerne vil ramme hårdest og herved betaler de en høj pris.
Slutteligt tages der ikke hensyn til, at nogle har særlige behov for at udlede drivhusgasser f.eks. pga. at man yderligere geografisk set lever i et koldt område, og dermed har brug for energi til opvarmning. Hertil kunne man sige, at man bare kan flytte, og at der ikke er tale om nødvendige omstændigheder, men selvvalgte. Dette er dog langt fra altid tilfældet. Tænk eksempelvis på folk, der fysisk set ikke har godt af at leve i et varmt klima; folk, der ikke har råd til at flytte; folk, der af politiske grunde ikke kan flytte på grund af immigrationsregler osv. Dermed er det urealistisk at sige, at folk bare kan flytte.
Hvis vi vender tilbage til restauranteksemplet, så vil en fordeling efter dette princip betyder, at regningen deles ligeligt mellem alle deltagerne. Det vil sige, at den fattige del af familien, der kun drak en kop kaffe, skal betale for, at den rige del har spist og drukket hele aftenen. Denne version er den oprindelige indvending fra Brasilien, for at påpege, at det ikke er retfærdigt, hvis udviklingslandene skal betale en ligelig del af den samlede byrde.
Dermed går kritikken overordnet på, at der ikke differentieres i forhold til individuelle behov og forbrug, hvilket det næste princip er et forsøg på at imødekomme.
Kyotoprotokollen undlader som nævnt at stille bindende reduktionskrav til udviklingslandene. En væsentlig udfordring for afløseren af Kyotoprotokollen, der formodentlig bliver forhandlet på plads ved FN’s COP 15-møde i København i december 2009, er spørgsmålet om, hvilke krav man i fremtiden kan stille til det globale samfunds fattigste i kampen mod reduktion af drivhusgasser.
Et svar kan være, at de mindst bemidlede tildeles den del af byrden, der svarer til deres del af udledningen, hvilket vil svare til det førstnævnte princip. Og da de fattige typisk ikke har eller har haft en særligt stor andel af den samlede udledningsmængde, vil deres andel af byrden heller ikke være så stor. Denne begrundelse i ansvar for udledning tildeler altså samlet set disse mennesker en relativ lille andel af den samlede byrde, men det kan dog stadig betyde, at betaling af deres andel af byrden vil medføre yderligere fattigdom og dermed have store konsekvenser for disse menneskers livsførelse. Dermed må der findes en anden løsning, som tager hensyn til ikke at skabe yderligere fattigdom og ulighed i verden.
Motivationen for svaret på ovennævnte spørgsmål, om hvilke krav man kan stille til samfundets fattigste, ser bort fra ansvar i forbindelse med klimaforandringsproblemet og opstiller en nedre grænse for, hvad man kan tillade sig at afkræve af folk i forhold til deres respektive rigdom – eller mere rammende: deres respektive fattigdom.
Fordelingsprincippet et garanteret minimum indeholder netop, som navnet afspejler, et forsøg på at indarbejde denne nedre grænse. Princippet implicerer dermed, at der må skelnes mellem basal- eller overlevelsesudledning og luksusudledning. I fordelingen af byrden fordrer dette princip, at der ikke må opstå tilfælde, hvor en agents andel af byrden går ud over dennes basale behov.
Dette fordelingsprincip har dermed til formål at undgå, at den eksisterende globale ulighed bliver værre for dem, der er i forvejen er dårligst stillet.
Dette fordelingsprincip kræver en situation, hvor
a) nogle har for lidt til at leve et anstændigt liv,
b) andre har mere end nok til dette,
c) og den totale mængde ressourcer, der er til rådighed, er stor nok til at alle kan få nok.
Når de tre aspekter er til stede, så vil det være uretfærdigt ikke at tilføre midler til dem, der ikke har nok, så de mindst bemidlede i det mindste opnår en værdig levevis.
Intuitivt synes denne prioritering af dem, der har mindst, retfærdig, og den udtrykker en slags common sense opfattelse af, hvad fairness og retfærdighed vil sige. Dette underbygges yderligere, hvis man forestiller sig den omvendte situation: Hvis du er velhavende, og altså har mere end nok til at leve et anstændigt liv, synes det intuitivt uretfærdigt at bede en person, der sulter, om at stoppe sin søgning efter mad og i stedet hjælpe dig med at reparere et hul i dit tag, uden at du giver ham noget for at hjælpe. Ifølge den amerikanske filosof Henry Shue, kan en sådan radikal menneskelig uretfærdighed ikke tolereres, og en omfordeling af goderne er derfor nødvendig.
I forbindelse med klimaforandringsproblematikken må det være tilfældet, at vi lever i et globalt samfund, hvor nogle har for lidt til at føre et værdigt liv, andre har for meget til dette og den samlede mængde af ressourcer er stor nok til at alle kan leve et værdigt liv – og dermed er alle de tre ovennævnte principper altså opfyldt. Det må betyde, at når dette fordelingsprincip overføres til klimaforandringsproblematikken, vil der være mennesker, som man ikke kan kræve, at de indgår i betaling af byrden, da de ikke har eller kun lige har nok til at leve et anstændigt liv. Disse folk må tildeles en garanteret minimumsudledning før en reduktion på retfærdig vis kan afkræves.
Dette fordelingsprincip fordrer altså i forbindelse med klimaproblematikken, at mennesker skal have et garanteret minimum før man kan forvente/kræve, at de indgår i en reduktionsaftale.
Fordringen om et garanteret minimum kræver dog en klar definition af, hvad henholdsvis basal- og luksusudledning dækker over. Hvad vil det sige at have nok? I ovenstående forklaring af princippets indhold beskrives ”nok”, som det, der kræves for at leve et anstændigt liv – men det gør ikke definitionen mere tydelig.
Mange i den vestlige verden vil nok påstå, at den livsstil, de fører, er anstændig, og at al den udledning, denne livsstil medfører, dermed er nødvendig for at leve et anstændigt liv. Er det overhovedet muligt at finde en global definition af ”at have nok”?
Ifølge Henry Shue betyder basisudledningen, som sagt, den udledning, der skal til for at have nok til et værdigt liv, defineret ved muligheden for et sundt og aktivt liv. Dermed indeholder hans definition af basaludledning mere end bare muligheden for opfyldelse af de basale fysiske behov. Forskellen mellem basal- og luksusudledning er derudover ifølge Shue, at den basale udledning er essentiel, mens luksusudledningen er ikke-essentiel og overflødig. Men det gør stadig ikke definitionen meget mere præcis, idet opfattelsen af, hvad der er essentielt kan divergere.
Hvis vi antager, at en definition af basaludledning er muligt, så vil dette fordelingsprincip dog stadig ikke være uproblematisk.
Hvis udviklingslandene skal have ret til minimumudledning – hvad så med retten til at udvikle sig yderligere?
I udviklingslandene er 30 % af alle børn underernærede og de fleste mennesker lever for mindre end én dollar om dagen. Denne situation forventes at blive løst gennem udvikling – som vi har oplevet det i den industrialiserede verden, men det betyder, at disse mennesker skal bruge energi, der medfører yderligere drivhusgasudledning.
Ved blot at garantere udviklingslandene et minimum til opretholdelse af en værdig levevis, risikeres det, at verdens nationer fastfryses i deres nuværende udviklingssituation, og at det nuværende asymmetriske magtforhold dermed fastholdes og ikke udvikles, som netop var formålet med princippet.
Tilbage til restauranten, så vil denne fordeling betyde, at den fattige del af familien ikke skal betale for deres egen kaffe, fordi de ikke har nok til at leve et anstændigt liv - men hvem skal så betale for deres del, så det ønskede resultatet opnås?
Hvis vi igen forestiller os det førnævnte scenarie fra restauranten, hvor den rige del af familien spiser og drikker alt fra menukortet og den fattige del kommer til kaffen, så vil det ifølge denne fjerde fordelingsmodel betyde, at de rige vil betale for de fattiges kaffe.
Fordelingsprincippet, der fokuserer på muligheden for at betale, har dermed en umiddelbar appel, da tilskrivningen af byrden her sker ud fra rationalet, at de der har størst mulighed og dermed bliver påvirket mindst af det, bør betale byrden.
Begrundelsen for retfærdigheden i dette princip bunder dermed ikke i ansvar som i det første princip, og heller ikke i lighed som i det andet princip, men derimod i en agents muligheder for at betale byrden.
Hvad betyder det, at en agent har bedre mulighed til at betale end andre? Hvordan skal mulighed forstås?
For det første kan mulighed i forbindelse med klimaforandringsproblematikken måles ud fra omkostningseffektivitet i eksempelvis energi- og transportsystemet. Da det er dyrere at opgradere et allerede effektivt system til et mere klimavenligt, så vil det være mest omkostningseffektivt at opgradere et ineffektivt system. Dermed ligger mulighederne i denne forståelse hos de lande med de dårligst udviklede energisystemer. Men da de mindst effektive energi- og transportsystemer hovedsageligt findes i udviklingslandene, vil disse fattigste lande ud fra denne måde at tilskrive mulighed stå med regningen for reduktion, hvilke som nævnt under gennemgangen af forrige fordelingsmodel ikke synes retfærdigt.
Et andet mere realistisk og rimeligt alternativ kunne være at lade mulighed tage udgangspunkt i størrelsen af økonomiske ressourcer. De rige lande eller individer har større mulighed og overskud til at investere og implementere i drivhusgasreducerende teknologier og til at betale for omkostningerne ved tilpasning til allerede uundgåelige klimaforandringer end fattige lande.
Princippet bygger dermed på tanken, at en retfærdig fordeling af byrden sker i forhold til, hvor meget en nation eller et individ har, dvs. hvor stor indflydelse det vil have på en given økonomi at betale for byrden. Eksempelvis vil det have meget store konsekvenser for en fattig, hvis vedkommende skal betale 1$, mens det bare er et greb i lommen for mange andre personer, især i den vestlige industrialiserede verden. Dermed skal byrden tilskrives dem, der bliver mindst muligt påvirket af det.
Selvom byrden altså tilskrives de rigeste agenter, så betyder det ikke nødvendigvis, at omkostningseffektiviteten helt bør glemmes. Effektivitetsargumentet kan nemlig herefter indtænkes, ved at indsatsområdet for reduktion ikke kun er inden for de rige nationer selv, men at indsatsen også sker i de mindst energieffektive lande. Dette er tanken bag den ”fleksible mekanisme”, Clean Development Mechanism, i Kyotoprotokollen, der netop giver annex-1-landene mulighed for at opnå en del af en nationens påkrævede reduktion via drivhusgasreducerende projekter i non-annex-1-landene.
Hertil vil de rige agenter dog kunne indvende, at det er uretfærdigt, at de skal betale, bare fordi de har mange penge, da de ikke nødvendigvis har ansvar for problemet.
Problemet i forhold til klimaforandringsproblematikken er dog, at det er umuligt at undgå en krænkelse af denne antagelse, at det er urimeligt at skulle betale for noget, man ikke er skyld i. Hvis vi i stedet for, at de rigeste skulle betale, forestiller os, at gruppen af fattige skulle betale byrden, så ville der nemlig opstå samme problematik. Her vil der også være tale om en gruppe, formodentlig større end den rige, der ikke har andel i problemet, men som alligevel bliver pålagt byrden. Dette synes endnu mere uretfærdigt, end hvis de rigeste skal betale. Et tredje alternativ kunne være slet ikke at gøre noget ved klimaproblematikken og derved undgå at pålægge nogen byrden, der ikke har andel i problemet, men denne løsning ville være yderligere uretfærdig og det bliver ikke løst.
Ovenstående er en præsentation af fire mulige fordelinger af byrden i forbindelse med klimaforandringsproblematikken. Som I kan se, er der ikke en endelig konklusion på, hvad der er det ideelle princip.
Det er desværre de færreste politikere, der er motiveret til at handle udelukkende i forhold til, hvad der etisk set er rigtigt. Klimaforandringsproblematikken er et globalt problem og kræver dermed en global løsning.
Spørgsmålet er, om man globalt set kan blive enige om, hvad der er en retfærdig løsning?
Fordelingen vil typisk ske på baggrund af politiske forhandlinger og hvert lands politikere vil oftest forsøge at finde en løsning, der er bedst for den specifikke nation og dermed handle på baggrund af egne interesser.
George W. Bushs argument for, at USA ikke skulle indgå i Kyotoprotokollen (fremført under den amerikansk præsident valgkamp i 2000), gik lige præcis på, at han ikke mente, at fordelingen var retfærdig, primært fordi udviklingslande som Indien og Kina ikke var indbefattet af reduktionsaftalen. Han efterlyste en mere fair løsning og foreslog selv, at lande med et højt BNP fik en tilsvarende høj mængde udledningsandele.
Dette afspejler klart, at der er mange forskellige opfattelser af, hvad, der er retfærdigt, og man kan spørge, hvorfor det overhovedet er relevant at forsøge at opnå en retfærdig løsning?
Et svar kan lyde, at siden det er frivilligt for alle nationer, om de vil indgå i en global klimaaftale, så vil retfærdighed være et motiverende aspekt. Hvis parterne anser løsningen for retfærdig er sandsynligheden for, at de vil indgå større, og dermed er muligheden for en global klimavenlig aftale via hensyn til nationernes retfærdighedsfølelse også større.
Kilder:
Singer, Peter (2002): One World – The ethics of globalization, Yale University Press
Vanderheiden, Steve (2008): Atmospheric justice – A political theory of climate change, Oxford University Press, New York
Caney, Simon (2008b): “Climate Change and the Duties of the advantaged” forthcoming in Critical Review of International Social and Political Philosophy (2008)
Gardiner, Stephen M. (2004a): “Ethics and Global Climate Change” in Ethics vol. 114 pp 555-600
Monbiot, George (2006): Heat- How we can stop the planet burning, Penguin Books, London
Shue, Henry (1999): “Global Environment and international inequality” in International Affairs vol. 75, no. 3 (1999), pp. 531-545.
Forfatter:
Cand. mag. Kira Rønn, RUC
