Med Kyotoprotokollen, som er den første globale klimaaftale med bindende mål for reduktion af drivhusgasudledningen (link til klimapolitik afsnit om flex-meks.), blev muligheden for at nå reduktionsmålene gennem de såkaldte ”fleksible mekanismer” indført. I Kyoto fik hvert deltagende annex-1 land (de industrialiserede lande) tildelt en tilladt udledningsandel i procenttal, der svarer til den mængde, som landet skal reducere med eller maksimalt har lov at øge sin udledning med. De fleksible mekanismer gør det muligt for landende at opnå denne reduktion af drivhusgasudledning på anden vis end ved reduktion indenrigs.
De tre fleksible mekanismer er:
(se mere under klimapolitik)
Dilemmaet i forhold til disse mekanismer er, om er de er aflad eller kompensation dvs. om man anser de fleksible mekanismer som overvejende konstruktive løsninger eller som ”varm luft”.
Fortalerne for de fleksible mekanismer er positive overfor denne mulighed, da de fleksible mekanismer er tænkt som en måde, hvormed effektiviteten i drivhusgasreduktionen maksimeres. Det er eksempelvis billigere at opjustere et svinende energisystem, der som oftest findes i udviklingslandene til et mere klimavenligt, end det er at gøre et allerede effektivt system endnu mere klimavenligt. Ved at investere i et klimavenligt projekt i et andet land eller ved at købe overskydende kvoter, så opnår den pågældende nation kompensation for reduktion, som ellers skulle have fundet sted inden for landets egne grænser.
I forhold til klimaforandringsproblematikken kan man også sige, at reducering af drivhusgasudledningen ét sted i verden påvirker den samlede globale udledningsmængde, og dermed er det underordnet, hvor reduktionen sker, bare den sker. Derudover uddybes det i Marrakesh-aftalen fra 2001, at de fleksible mekanismer udelukkende er et supplement til reduktion indenlands, så landets egen udledning også skal reduceres.
Derudover er især CDM tænkt som en måde, hvorpå drivhusgasreducerende teknologier kan overføres fra de industrialiserede lande, der har størst økonomisk mulighed for at forske i disse, til udviklingslandene, så de fattigste lande også kan få gavn af de nyeste teknologier.
Dermed er ovenstående argumenter for, at de fleksible mekanismer er klimavenlige løsninger, som bidrager positivt i kampen mod de globale klimaforandringer.
Kritikerne af de fleksible mekanismer mener dog, at de fleksible mekanismer er en for let udvej for annex-1-landene, som giver de rige nationer mulighed for at betale sig fra problemet. Det anses for at være en forkert måde at undgå at tage det fulde ansvar og for at være en måde at sætte økonomi over etik.
De fleksible mekanismer anses her ikke for at være holdbare og landsigtede løsninger, og kritiseres for at reduktionen bare skal ske der, hvor det er mest effektivt, og at der er for stor fokus på økonomi. Det opfattes ikke som en løsning til at blive fri af de fossile brændsler, selvom energisystemerne i udviklingslandene er mere forurenende end i de fleste industrialiserede lande, så kan det gøres meget bedre. Denne løsning kritiseres dermed for ikke at være ambitiøs nok.
Her argumenteres der for, at de rige lande burde gå foran som forgangslande og vise, at det er muligt at satse på vedvarende energikilder, så udledningen af drivhusgasser reduceres mere markant eller helt.
En anden indvending mod de fleksible mekanismer er, at når Kyotoprotokollen udløber i 2012, så forventes det, at non-annex-1-landene skal inkluderes i en ny global klimaaftale med reducerende mål for drivhusgasreduktion. Men når annex-1-landene har haft mulighed for at effektivisere energisystemerne i disse lande, så bliver det dyrere for de fattige lande at effektivisere yderligere. Med andre ord kan man sige, at annex-1-landene har plukket de lavthængende frugter i disse lande, og herefter er der kun de højthængende tilbage, der er sværere at få fat i – eller dyrere at effektuere, hvilket kan synes uretfærdigt.
Derudover kan der indvendes kritik i forhold til de specifikke projekter under især JI og CDM.
Spørgsmålet er, hvilke projekter der bør tælle som klimavenlige? Er det nok at projekterne bare er lidt mere klimavenlige end det mest svinende alternativ? På denne måde kommer man ikke problemet med den høje koncentration af drivhusgasser til livs.
Ideelt set burde det kun være vedvarende energiprojekter, der kunne give kreditter i CDM- og JI-projekter.
Hvordan sikrer man, at det er gode projekter, som man investerer i? For at mekanismerne skal fungere optimalt, må der et globalt kvalitetssikringssystem til.
På trods af kritik af de fleksible mekanismer der peger på, at de kunne være mere ambitiøse, så vil selv de mest hard core klimaaktivister nok mene, at det er bedre at de fleksible mekanismer er indført, end hvis de ikke var.
Alle projekter vil have en akilleshæl, og opgaven i den fremtidige politik må derfor være at finjustere og nytænke løsningerne.
Kilde og Forfatter:
Cand. mag. Kira Rønn, RUC
