VE-direktivet og CO2-besparelser

CO2-besparelser synes for de fleste at være en naturlig konsekvens af at man producerer mere og mere el ved hjælp af vedvarende energi. Det er dog ikke tilfældet. Hvis ikke ordningerne sammentænkes, bidrager udbygningen af vedvarende energi (VE-udbygningen) ikke optimalt til CO2-reduktionen, og man risikerer at bruge penge på dyr VE-kapacitet uden at opnå de ønskede CO2-besparelser. EU-kommissionen skriver i "En energipolitik for Europa" at markedet skal bidrage til fair og konkurrencedygtige energipriser, samt stimulere til både energibesparelser og større investeringer - specielt i vedvarende energi. Konkurrence er essentielt for at opnå det fulde udbytte af liberaliseringen, og alle enkeltelementer i energipolitikken skal ses som et hele, der samlet optimerer forudsætningerne for at opfylde målsætningerne.

CO2-besparelser skal tænkes ind i VE-udbygningen, så de to virkemidler spiller sammen. CO2-virkemidlerne bør medvirke til øget VE-udbygning og omvendt. Eksempelvis mener Det Økonomiske Råd, at aktionering af CO2-kvoterne er tilstrækkelig støtte til at opnå den ønskede udbygning, mens andre mener, det er nødvendigt med en smule støtte, i form af handel med VE, der har god synergi med aktionering af CO2-kvoter, mens feed-in tariffer forhindrer det fulde udbytte af liberaliseringen. Feed-in tariffer påvirker investeringsbeslutninger, så de ikke baseres ikke på samfundsøkonomisk optimale prissignaler, men snævre selskabsøkonomiske. Herved bringes forsyningssikkerheden på sigt i fare, hvis ikke offentlige myndigheder kunstigt påvirker markedet.

Pt. auktionerer man ikke CO2-kvoterne. I stedet bliver de tildelt gratis, eksempelvis til kulkraftværkerne. Det vil sige, at kvoterne fungerer som en slags indirekte støtte til eksempelvis kulkraft, der efterfølgende kan sælge dem, og således lægge kvotepriserne oveni elprisen. Det kan forslaget om at lave auktion over kvoterne, som EU-Kommissionen nu foreslår, ændre på.

Fra 2012 er det EU, der tildeler kvoter til sektorer omfattet af kvotedirektivet, mens det i dag er medlemslandene, der tildeler ud fra meget forskellige kriterier. Det betyder en harmonisering af tildelingsreglerne, og fra 2012 vil elsektoren således ikke få tildelt gratis kvoter.

Vedvarende energi er endnu ikke fuldt konkurrencedygtig med almindelig elproduktion, der har været genstand for en del støtte gennem monopoltiden. Endvidere har teknologien bag konventionelle værker haft meget mere tid til at modnes. Derimod er kommerciel vedvarende energi nyere, og har stadig højere produktionsomkostninger end konventionel elproduktion. Derfor har den vedvarende energi stadig behov for støtte. Auktion over CO2-kvoterne indgår som et naturligt led i denne støtte, da kvoterne udligner forskellen i produktionsomkostningerne.

Endvidere bør man gøre op med begreberne national forsyningssikkerhed, national reduktion af CO2-udledning etc. Disse bør i stedet for ses i europæisk kontekst. Liberaliseringen og den øgede elhandel over grænserne har gjort det muligt at udnytte landenes indbyrdes aktiver - en mulighed der skal udnyttes, da den optimerer vilkårene for udbygningen af vedvarende energi.