
Elnettets opgave er at transportere og distribuere elektricitet fra elproduktionsanlæggene til elforbrugerne.
På mange måder kan elnettet sammenlignes med det danske vejnet. 400-132 kV-nettet svarer til motor-, motortrafik- og større hovedveje. 60-30 kV-nettet svarer til mindre hovedveje og landeveje. 20-6 kV-nettet svarer til bivejene, og 0,4 kV svarer til villavejene.
I tabel 1 er angivet kabel- og luftledningsnettets længde for 2005 fordelt på ovennævnte spændingsniveauer.
Den samlede længde af 400 kV-luftledninger og -kabler er henholdsvis 1.011 km og 49 km.
I figur 1 og figur 2 er vist et repræsentativt udvalg af de luftledningsmaster, der anvendes på de forskellige spændingsniveauer.
Godt og vel 40 pct. af produktionsanlæggene er tilsluttet elnettet på 60 kV eller lavere spændingsniveauer. Denne del består især af decentrale kraftvarmeværker og vindmøller.
Tabel 2 giver et overblik over mængden af tilsluttet produktionskapacitet fordelt på de forskellige spændingsniveauer. Tilsvarende er illustreret i figur 6.
"Antal" angivet i tabel 2 er antal generatorer. Et centralt kraftværk har ofte flere generatorer, og en vindmøllepark har mange generatorer.
De fleste elforbrugere modtager el på 0,4 kV-niveau, men en række større erhvervskunder modtager el direkte fra højere spændingsniveauer – især 20-6 kV-niveauet.
Elforbruget varierer time for time – over døgnet og over året.
I løbet af et døgn er elforbruget størst om morgenen og om aftenen. Elforbrugets variation over et typisk hverdagsdøgn i vinterhalvåret er vist i figur 3.
Elforbruget er størst om vinteren og mindst om sommeren. Variationen over året illustreres bedst ved en varighedskurve, hvor det enkelte forbrug time for time er opstillet efter størrelse.
Det største forbrug i en time i 2006 var 6.422 MWh, det mindste var 2.343 MWh – altså ca. en tredjedel af det største forbrug.
Elnettet skal også transportere el til udlandet (eksport) og fra udlandet (import) samt fra udland til udland (transit).
Forbindelserne til udlandet er tilsluttet elnettets 400-132 kV-niveau. Figur 5 viser overføringskapaciteterne for udlandsforbindelserne.