Experimentarium.dk
Klik for at komme til forsidenGå til Experimentariums website

Planlægning af elforsyningen

En almindelig vinterdag

På en almindelig vinterdag (fx 15. jan. 2008) begynder forbruget at stige omkring kl. 6 om morgenen, når folk står op, og virksomhederne begynder at producere. Dette kaldes morgenopkørslen, og den varer typisk til omkring kl. 8, hvor forbruget stabiliseres. Der er et dyk i forbruget omkring kl. 9 og kl. 12, hvilket skyldes, at det typisk er på disse tidspunkter, der holdes pauser på jobbet. Når folk kommer hjem fra arbejde sidst på eftermiddagen bliver komfuret, ovnen, vaskemaskinen osv. startet, og vi ser endnu en stigning i forbruget - kaldet aftenspidsen eller kogespidsen. Herefter falder forbruget og bliver nogenlunde jævnt igen.

En almindelig vinterdag med en afgørende håndboldkamp i TV

Forbruget d. 24. januar 2008 følger et normalt forbrug for en vinterhverdag, indtil efter aftenspidsen. Forbruget falder ikke så jævnt som normalt, hvilket skyldes, at mange ser håndboldherrernes afgørende kamp i mellemrunden ved EM. Kampen startede kl. 18.15, hvilket resulterede i, at forbruget faldt kraftigere end normalt. I pausen skulle der laves kaffe, folk skulle på toilettet osv., så der var en kortvarig kraftig stigning i forbruget, hvorefter det faldt brat igen, da 2. halvleg gik i gang. Da kampen var slut, steg forbruget hurtigt til sit normale leje.

Juleaften

Forbruget juleaftensdag ligner en helt almindelig søndag med lavt forbrug uden kraftig morgenopkørsel. Forskellen ses efter kl. 18, hvor forbruget falder hurtigere end normalt, da de fleste spiser julemiddag i skæret fra stearinlys frem for elektrisk lys.

Nytårsaften

Forbruget nytårsaften ligner - som juleaften - en almindelig søndag. Kort før kl. 18 slukkes der for sovsen, så den ikke brænder på, når man ser Dronningens nytårstale. Derfor ses et lidt kraftigere fald i forbruget kl. 18 end på en normal søndag. I løbet af aftenen falder forbruget også hurtigere end normalt, dog bliver det ikke så lavt som juleaften. Dette tilskrives, at der er større spredning på, hvornår folk spiser nytårsmiddagen frem for julemiddagen. Samtidig er der flere 'befolkede' hjem nytårsaften i forhold til juleaften.

Nytårsdag

Forbruget nytårsdag bærer præg af en meget langsom start på det nye år. Faktisk stiger det stort set jævnt indtil aftenspidsen.

En almindelig sommerdag

Forbruget på en sommerdag udenfor industriferien er lavere på spidsen af morgenopkørslen, da der ikke er det samme behov for elektrisk lys som fx en vintermorgen. Aftenspidsen er betragteligt lavere end på en vinterdag, da sommermad typisk kræver brug af færre kogeplader end vintermad, og mange bruger grillen til at lave mad på.


Kilde: Energinet.dk
Forfatter: Pernille Skovmose, Energinet.dk