Bemærk: Climateminds.dk lukker i oktober 2016, da finansieringen udløber. Udvalgte artikler vil du herefter kunne se på www.experimentarium/klima
Ressourcerum
Forsøg og Cases
Share |

Lobbyisme

Når politikerne skal træffe beslutninger og gennemføre love, er der altid mange interesser at tage hensyn til. Der er mange, der gerne vil have indflydelse på, hvilke beslutninger politikerne træffer. En af de måder, man kan påvirke beslutningsprocessen på, er ved at henvende sig direkte til politikerne, og forsøge at overbevise dem om, at ens standpunkt vil medføre det bedst mulige resultat. En anden, mere indirekte måde at påvirke overtale politikerne og embedsmændene, kan være i form af kurser eller udflugter – som selvfølgelig er gratis for politikerne at deltage i. Processen, hvorved virksomheder og organisationer prøver at påvirke politikerne, kalder man lobbyisme.



I dag har langt de fleste store virksomheder og organisationer i EU og USA ansat personer alene med det formål at påvirke politikerne – de personer kaldes lobbyister. De skal gøre politikerne positivt stemt overfor virksomhedernes forslag og behov. I dag regner man med, at der alene i Bruxelles, hvor EU parlamentet og kommissionen holder til, arbejder over 10.000 lobbyister fra forskellige virksomheder og organisationer. I USA brugte virksomheder og organisationer ved hjælp af lobbyister fra 2000-2005 over 50 millioner dollars på at sende kongresmedlemmer eller disses ansatte på forskellige ture og kurser. Det giver et billede af, hvor mange penge, der er på spil, når politikerne træffer beslutninger.



Lobbyisme også spiller en stor rolle indenfor klimapolitik. Der er mange forskellige interesser på spil i forhold til klimaet, både økonomiske, moralske og etiske. Både industrien, miljøorganisationer og politikere har store interesser på spil. En af de mest effektive måder at lobbye på, er ved at påvirke politikerne gennem medierne. Denne form for indirekte lobbyisme er ofte brugt, fordi den mobiliserer befolkningen, og derved lægger pres på politikerne.

Industrien: Splittet i to lejre

Danmarks industrivirksomheder er generelt delt i to lejre, når det kommer til klimaforbedringer (se afsnittet om Kyoto-protokollens indvirkning på industrien). Det betyder, at virksomhedernes brancheorganisation Dansk Industri (DI) har en pragmatisk tilgang til klimaspørgsmål, ligesom også Dansk Energi og de fleste politiske partier har.



DI mener, at der skal ydes en aktiv indsats for klimaet, for at undgå klimaforandringernes store økonomiske konsekvenser for industrien og samfundet. DI fastholder dog, at klimaindsatsen ikke må få unødig indflydelse på økonomien, og derfor arbejder DI blandt andet for, at CDM mekanismen bibeholdes og styrkes i en ny klima-protokol under UNFCCC. Så kan priserne på CO2-reduktion holdes på et minimum ud fra både økonomiske og klimatiske hensyn (se også afsnittene om kvotehandel og de frie markedskræfter).



DI ønsker også, at flere sektorer underlægges restriktioner. Ifølge deres hjemmeside, vil DI ”sammen med BUSINESSEUROPE søge indflydelse på Kommissionens annoncerede pilotprojekt i 2008 om en sektortilgang, for herigennem at påvirke udformningen af en global klimaaftale på dette punkt” . DI vil altså gennem en europæisk industriorganisation, der repræsenterer mere end 20 millioner virksomheder, aktivt arbejde for, at f.eks. transport-sektoren bliver inddraget i en ny klima-protokol. Samtidig har DI gennem BUSINES-SEUROPE også søgt at få mindre konkurrenceforvridning.

DI prøver også på nationalt plan at presse politikerne til at købe flere statslige CO2-kvoter. De mener, at de danske politikere i Kyoto-protokollen har bundet Danmark til for hårde reduktionskrav i forhold til de resterende industrialiserede lande i verden. Det betyder ifølge DI, at den danske industri og den danske befolkning bliver ramt unødvendigt hårdt økonomisk, og at staten derfor skal bære større ansvar.

Non Governmetal Organisations

Også Ngo’er (Non-governmental Organisation) prøver løbende at påvirke politikerne. Ngo’ernes indflydelse er i modsætning til industrien ikke så meget af økonomisk natur, men bunder derimod i deres evne til at mobilisere befolkningen, til at afkræve politikerne deres krav gennem demokratiske processer.



En af de mest succesfulde Ngo’er er Greenpeace. Greenpeace har I mange år arbejdet for, at verdens energiforsyning alene skal komme fra vedvarende energi. Der er ingen tvivl om, at Ngo’er som Greenpeace og for eksempel danske VE (Vedvarende Energi) ved hjælp af medierne har haft en stor rolle, at klimaproblematikken er kommet øverst på verdens politiske dagsorden.



Ngo’erne har ikke blot været med til at få ændret politikernes dagsorden. De har også, sammen med medierne, været med til oplyse forbrugerne om virksomhedernes overtrædelser af moralske og etiske klimahensyn. Hermed har Ngo’er haft indvirkning på den bølge af CSR tiltag, som virksomheder rundt om i verden har foretaget.



Ngo’er er kommet med hårde angreb på den nuværende klimaindsats, altså Kyoto-protokollen, og ikke mindst CDM mekanismen har været under kraftig kritik. Kritikken går på manglende reel indsats fra de industrialiserede lande, der blot køber sig billigt ud af problemerne i verdens udviklingslande.

Hvem lever af klimaforandringerne?

Det er ikke kun industrien og Ngo’er, der prøver at påvirke politikerne. Da man vedtog UNFCCC konventionen i 1992, resulterede det i nye jobs rundt omkring i verden, ikke mindst i UNFCCC sekretariatet. Ved tilblivelsen af Kyoto-protokolle blev endnu flere jobs skabt, og da Marrakech aftalen blev indgået i 2001, kom der for alvor gang i skabelsen af jobs.

De fleste af de ovennævnte jobs er skabt i den offentlige sektor, men også den private sektor så mange jobs blive skabt indenfor klimarelaterede emner. Da de første kvotehandelsmarkeder blev skudt i gang i 2003, blev mange jobs skabt. Da JI/CDM projekter blev mulige gennem aftalen i Marrakech i 2001, skabte det også en stor mængde jobs i den private sektor, da projekterne skal godkendes af en privat og uafhængig enhed kaldet DOE (designated operational entity).

Alle de personer, der er i dag arbejder i de nye jobs, har en klar interesse i, at klimaindsatsen styrkes eller som minimum opretholdes. Derfor anvender de også aktivt lobbyisme til at påvirke politikerne, så klimaindsatsten bibeholdes. Et eksempel på, hvordan medierne forsøges brugt til at påvirke politikerne, er UNFCCC sekretariatets Clean Development Mechanism enhed. Den udskrev i 2008 en fotokonkurrence med det formål at vise, hvor unik og speciel CDM mekanismen er. Ønsket er, at CDM bliver mere populær og opretholdes ved de kommende protokol forhandlinger i København i 2009. Hvis CDM mekanismen udelukkes af en fremtidig protokol, vil det nemlig betyde at alle medarbejdere i CDM enheden mister deres job. Konkurrencen gentages i 2009 under navnet ”Changing Lives”, og der er deadline for deltagelse d. 31. oktober.

Det er altså tydeligt, at politikerne bliver forsøgt påvirket fra utrolig mange sider og via mange forskellige kanaler. Man skal altid forholde sig kritisk til lobbyisternes forsøg på at påvirke politikerne, da de ofte kun repræsenterer et meget snævert synspunkt – lobbyisterne tager ikke hensyn til alle de aspekter, som politikerne skal basere deres beslutninger på.



Kilder

Dansk Industri

Dansk Energi

Lawrence, Anne T. & James Weber – Business and Society: Stakeholders, Ethics, Public Policy. McGraw Hill. 2008.


King, Sir David and Gabrielle Walker – The Hot Topic. Bloomsbury Publishing Plc. 2008.


UNFCCC

Forfatter
stud.merc.pol. Kasper Ernest

Redaktion
cand.scient Christina Bramow, Experimentarium

Eksterne link

» DMI/klima - IPCC

» Videnskab.dk